Tag på hornfiskefestival i Kalundborg

P5190031.JPG Hornfiskefestivalen er flyttet fra Samsø til Kalundborg, hvor det går løs den 11.-12. maj med Den nye Havnepark som udgangspunkt.

Hornfiskefestivalen, der tidligere havde base på Samsø, er nu flyttet til Kalundborg, og den 11.-12. maj kan alle uanset alder og erfaring deltage, når der dystes om at fange de største hornfisk.

Fire klasser i konkurrencen

Under Hornfiskefestivalen kåres den tungeste hornfisk i fire klasser, hvor der er flotte præmier fra Abu Garcia til alle vinderne.

 

Der dystes i disse klasser:

 

  • Børn (0-11 år)
  • Juniorer (12-17 år)
  • Voksne (over 18 år)
  • Bådkategori (alle aldre).

Der er med andre ord mulighed for, at alle kan være med.

Udgangspunktet for Hornfiskefestivalen den 11.-12. maj er Den Nye Havnepark på havnen i Kalundborg. Ved Havneparken kommer der til at foregå en række aktiviteter i løbet af weekenden. Eksempelvis vil der være instruktører til stede, der meget gerne vil undervise såvel unge som ældre med interesse i at prøve kræfter med denne stærke fisk. De kan således hjælpe dig med at lande din allerførste hornfisk.

Kommunens naturvejleder stiller også op på pladsen og laver krible-krable-aktiviteter for de mindste.

Se hele programmet samt regler og præmieliste på Hornfiskefestivalens hjemmeside.

børn unge hornfisk 8.jpg Alle kan deltage i Hornfiskefestivalen uanset alder og erfaring.

Tilmelding
Prisen for at deltage i konkurrencen er 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn og juniorer (under 18 år).

Billetter kan købes hos Thranes legetøj i Kalundborg, Høng Handelscenter, Neptun Fiskegrej i Ruds Vedby, TopGrej i Slagelse og Gørlev Legetøj.

Billetter kan også købes online hos BilletExpressen.

Samarbejde omkring festivalen
Ideen med Hornfiskefestivalen er at skabe fokus på det gode fiskeri, der findes langs Kalundborg Kommunes kyster.

Arrangørerne bag Hornfiskefestivalen er Gørlev Sportsfiskerforening, Høng Sportsfiskerforening, Kalundborg Sportsfiskerforening, Kalundborg Kommune og Fishing Zealand.