Mega marts-springer fra Karup Å

IMGP7061-01.jpeg Lars Uhres fantastiske fisk er større end samtlige havørreder fra Karup Å fanget i 2017.

Wobler-ekspert Lars Uhre Bruun kickstartede den nye havørredsæson i Karup Å med bulder og brag, da han i lørdags landede den største marts-springer i mands minde. Måske indikerer den unikke fangst et storørrred-år ved det internationalt kendte vandløb.

Siden premieren ved Karup Å den 1. marts har fiskeriet ikke været prangende. Ifølge Karup Å Sammenslutningen var der indtil i lørdags kun indrapporteret en halv snes nedgængere.

Det lavede den velkendte wobler-ekspert og storfanger, Lars Uhre Bruun fra Holstebro dog om på, da han landede en fantastisk opgangsørred på kompakte 11,3 kg. fordelt på kun 97,5 cm. på Aulum-Haderup-foreningens fine vand nedstrøms Hagebro.

For at sætte fangsten i relief kan nævnes, at Lars’ fisk er større end samtlige af de havørreder, der blev landet i den berømte, men sæl-plagede, å hele sidste sæson. Det kan derfor gå hen og blive årets største havørred fra Karup Å, men den kan også indikere, at vi har et regulært storørred-år i vente.

Under alle omstændigheder er det mangfoldige år siden, at der er landet en havørred af den kaliber så tidligt på sæsonen – og det er ikke en enlig svale, idet der foruden en flot havørred på 4,7 kilo også er landet flere blankfisk på fire-fem pund.

IMGP7059-01.jpeg
Efter at have skiftet til tørt tøj præsenterer Lars sit livs havørred.

Mobil og tegnebog druknede under våd landing 
Lars fortæller, at han anvender en kraftig 10-fods stang og solide grejer, når han fisker efter laks hjemme i Storå. Han medbragte dog meget lettere grej på turen til Karup Å, fordi han i bedste fald håbede på at fange en grønlænder eller måske en pæn overspringer.

Han kom derfor på højdramatisk overarbejde, da den gigantiske fisk huggede og tog kontrol. Den gik tungt og dybt og han måtte spæne efter den adskillige gange op og ned ad åen, inden den efter en evighed begyndte at tabe pusten.

Han ledte den derpå ned til et sted, hvor åen ikke er så dyb, da har var klar over, at fisken måtte håndlandes. Det medbragte fangstnet var alt for lille!

Det endte med, at han måtte ud til livet i åens kolde vand, inden han kunne få et fast greb om kæmpen, og det kostede ham en druknet mobiltelefon og en gennemvåd pung – men det gjorde nu ingen skår i den overvælde glæde, der gennemrislede ham efter fangsten af sit livs havørred.