Er din fangst lovlig?

fredningsberegner.jpg

Fredningstider, mindstemål og særlige bekendtgørelser. Det er ikke nemt at være lystfisker, hvis man gerne vil overholde reglerne. Det prøver en ny hjemmeside at råde bod på. Men opfinderen har brug for din hjælp!

Tjek fredningsberegneren

Har du lyst til at se Lasse Nielsens beregner og eventuelt bidrage med forbedringer, så tjek her.

Har du forslag til rettelser og forbedringer, så send dem meget gerne per mail til Lasse på info@fiskpaakrogen.dk.

Må man hjemtage en hvilling på 26 cm? Og hvornår er gedden fredet i brakvand? Såkaldte gode spørgsmål, som ikke ret mange kan svare på. I praksis er det helt umuligt at kunne alle regler om fredningstider og mindstemål, og det kan samtidig være svært at finde frem til oplysningerne, fordi der ofte er lokale regler, som rækker ud over de generelle. Men der er håb forude!

Lasse Nielsen, der ejer internetshoppen ”Fisk på krogen” i Korsør, har opfundet en såkaldt fredningsberegner, som kan svare på spørgsmålet: Må jeg hjemtage min fangst?

Efterlyser hjælp
Lasse Nielsen har taget initiativet, fordi han dels ønsker at servicere kunderne, og dels synes, det er vigtigt, at lystfiskere overholder reglerne. Hans program er baseret på de officielle bekendtgørelser om fredningstider og mindstemål, og så har han i et vist omfang inkorporeret lokale bekendtgørelser, der gælder for et begrænset område.

Lasse er dog godt klar over, at programmet endnu ikke er 100 % perfekt. Det vil kræve, at han sætter sig ind i alle særregler og lokale bekendtgørelser, og det er en uoverskuelig opgave. Lasse efterlyser derfor lystfiskere, der vil bruge beregneren og melde tilbage om fejl og mangler.

_0006_DSCF8923.jpg

Kaare Manniche Ebert

Biolog

Brugervenligt program
Danmarks Sportsfiskerforbund håber, at så mange som muligt vil hjælpe med at tjekke Lasses beregner.

– Lasses tilgang er meget brugervenlig. Normalt finder man oplysninger om fredningstider og mindstemål i skemaer, og så skal man selv bagefter tjekke, om der er lokale regler. Hans beregner inddrager det hele, og det vil gøre det meget lettere at være lovlydig lystfisker, siger Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.