Kursus med fire sikre kystfluer

Billed 2, -der blev gået til den under årets første fluebindingskursus i Korsør.JPG Der blev gået til den under årets første fluebindingskursus i Korsør

Instruktørsammenslutningens kursusprogram for 2018 blev ”bundet i gang” søndag 14. januar, da fem kursister blev indviet i fluebindingens skønne verden. Rammerne var Korsørforeningens klubhus yderst på Halskov Rev.

Vejret var bidende koldt og gav derfor ikke anledning til at distrahere kursisterne på trods af udsigten til Storebælts bølger. Under mottoet: ”-at fange en havørred på flue på kysten, er en stor tilfredsstillelse, og har du selv bundet fluen, -er oplevelsen bare endnu bedre”, blev der bundet fire forskellige fluemønstre.

Bortset fra en lidt drilsk zonker, så nåede alle at binde to eksemplarer af hver flue. De fire mønstre gav tilsammen en bred indføring i basale teknikker. Der blev også tid til en gennemgang af det nødvendige værktøj, samt en hel del snak om betydningen af at vælge den rigtige bindetråd. De fem kursister kan efterfølgende gå videre med fluebinderiet, vel vidende, at fluebinding er sjovt og hyggeligt, og gerne sammen med andre.

Instruktør på dagen var Peter Stoltze fra Slagelse, der havde god hjælp af Korsørs lokale fluebindingsinstruktør og –orakelet Uffe Hasselby.

Næste kursus er den 25. februar, hvor der er kystfluebinding for let øvede på samme sted og med samme instruktør. Samme dag er der også kystfluebinding i Vejle ved instruktørerne Jonas Rygaard og Søren Rygaard Lenschow. Se mere her.

Billed 1, -en fantastsik delikat pink rejeimitation, der blev bundet på fluebindingskursus med Peter Stoltze fra Slagelse.jpg
En fantastsik delikat pink rejeimitation, der blev bundet på fluebindingskursus med Peter Stoltze fra Slagelse