Frisk på et sportsfiskerkursus?

DSCF0051 copy.jpg

Aktivitetskalenderen 2018 byder på klassikere som fluebindingskurser og Ørredskolen. Et nyt skud på stammen er det store gør det selv-kursus i grejfremstilling.

Det kommende års kurser og arrangementer for sportsfiskere er sat i startposition på Danmarks Sportsfiskerforbunds aktivitetskalender. Allerede nu kan du derfor booke plads online på næste års kurser, og måske er det netop i aktivitetskalenderen, du finder gaven til sportsfiskeren, der har alt. Fluebinding, spinnefiskeri efter Skjern Åens laks eller et opstramningskursus til kystfiskeren?

Eller måske vil du sikre dig en plads til junior på Fiskesommerskolen i Aalestrup i den første uge af skolernes sommerferie 2018?

Oplevelsesgaver til jul
Tjek aktivitetskalenderen, hvis du mangler inspiration til en julegave med oplevelser. Ørredskolen på Sydfyn den 6.- 8. april 2018 vil være et hit under juletræet til den unge sportsfisker, og hvem kan modstå det store gør det selv-kursus i grejfremstilling den 27.- 28. januar 2018? Her underviser fem kyndige gør det selv-instruktører i fremstilling af woblere og spinnere, pirkestøbning, fremstilling af støbeforme og maling af agn. Formålet med kurset er at uddanne foreningernes juniorledere, så de går vinterens klubaktiviteter i møde med knivskarpe færdigheder. Kurset er dog åbent for alle interesserede.

God fornøjelse med kurserne i 2018!