Tre generationer i Mørrumsåen

Billed 1, Christian med flex.jpeg

Jens Risum fra Kalundborg Sportsfiskerforening, samt sønnen Jakob og barnebarnet Christian var taget til Mørrumsåen i midten af juli, på trods af efterretninger om syge fisk i det sagnomspundne laksevand i Blekinge. 
”Efter en dejlig køretur derover ankom vi og fik gjort klar. De to yngste, Jacob og Christian, havde lakse-feber. Så de fik meget hurtigt rigget deres stænger til. Nede ved åen var det et sørgeligt syn, der mødte os”, fortæller Jens. ”Der var mange syge fisk, som svømmede rundt og opførte sig underligt. Mellem de syge laks var der dog også enkelte blanke, der viste sig, så vi var fortrøstningsfulde ved, at det måske kunne lykkes at få en blank eller to.


Da den største laksefeber var slået ned for Christian, blev spinnestangen lagt lidt til side, -han ville jo se, hvad vi andre to lavede. Christian plejer altid at gå rundt og finde blink, som er mistet af andre sportsfiskere. Så der blev spejdet og undersøgt. Badetøjet kom på, og Christian var ude og hente fem fine ABU-blink. Atom og Toby blink, der fik monteret nye kroge, hvorefter Christian valgte at fiske med et Atom. Det gav ny energi, og det nyerhvervede blink, blev sendt af sted efter en laks. 


Således lykkedes det Christian at få flex på klingen. Sidste år prøvede han at miste en meget stor fisk, så Christian ville meget gerne have hjælp og det skortede ikke på gode råd og anvisninger fra os andre to. Christian skulle dog selv have lov til at fighte fisken og efter megen tovtrækkeri fik han den endelig ind til brinken. Jacob kunne med et greb om halen lande en flot Laks på 9,420 Kg.


Det var en meget stolt og glad Christian, der lod sig fotografere med sin flotte laks”, slutter Jens Risum sin fine beretning, -og mon ikke, der også var to ældre generationer, der var stolte af yngstemanden i familien…?

Billed 3, Forpustet.jpeg