Store karper i Roskilde Fiskeland

morten_1.jpg

Fredag den 26. maj var Morten Nimgaard fra Køge på tur med sin forening til Roskilde Fiskeland, hvor der blev trukket lod om pladserne, og Morten og hans makker var så heldige, at de fik søens ”karpeplads”, så forventningerne var store, og de spottede da også hurtigt nogle fisk.

Aftenen gik dog uden hug, og først lørdag morgen fik de begge hug, men fiskene røg hurtigt af igen.
Mens makkeren passede stængerne, besøgte Morten nogle af de andre fra foreningen for at få en hyggesludder, men den blev afbrudt at telefonen, og makkeren kunne fortælle, at han havde kroget en fisk på Mortens ene stang.

- Den havde sat sig i nogle siv, så på med skridtstøvlerne, stangen i hånden og ud igennem sivene med et hårdt pres på fisken. Efter lidt tid kom den ud på åbent vand og så tilbage i sivene. Min makker stod klar med nettet, og fisken kom nærmere. Det var en pæn spejlkarpe, der havde taget en DT Supa fruit pop ups, fortæller Morten og fortsætter: Den satte sig i sivene igen, og min makker måtte låne båden, der lå ved vores plads, da vi ikke ville lave skade på fisken.

Fisken kom endelig fri og blev nettet. Det var en superflot spejlkarpe, som kom på måtten og blev vejet til 17,95 kg. Efter der var skudt nogle billeder, fik den sin frihed igen.

Morten fik senere en spejlkarpe på 11 kg og en skælkarpe på 7,25 kg, mens hans makker fik en mindre spejlkarpe.