Et godt fiskeri efter havørred og laks, både i åen, langs kysterne og på havet, er helt afhængigt af vilde vandløb. Danmarks Sportsfiskerforbund og vores mange frivillige arbejder derfor målrettet for at så mange vandløb som muligt, har det så vildt som muligt!

De danske vandløb fungerer som fødestue, opvækstområde og spisekammer for en lang række fiskearter. De er livsnerven for særligt laks og havørreder, der er afhængige af velfungerende strømvande.

Desværre har de i århundreder lidt under en hårdhændet behandling og udnyttelse af vandet til vandmøller, dambrug og markvanding. Mange er blevet opgravet, udrettet eller rørlagt. Og ådalene er mange steder blevet drænet og pløjet. Det har medført tilbagegang i fiskebestandene og har udryddet fiskearter i flere vandløb.

Vilde vandløb nu er Danmarks Sportsfiskerforbunds bud på, hvordan vi beskytter og forbedrer forholdene i Danmarks åer og bække, så vi også fremover kan fange en smuk ørred eller laks i åen, langs kysten eller på havet.

Vi arbejder på

  • at alle spærringer i de danske vandløb skal væk
  • at uddanne og motivere de frivillige, der i årtier har skabt større fiskebestande ved tusindvis af restaureringstiltag i de små vandløb
  • nye regulativer, der sikrer, at vandløbene vedligeholdes, så de fremstår naturlige med gode forhold for natur og fisk
  • at sikre en mere helhedsorienteret tilgang i forvaltningen af vandløb og ådale
  • at der afsættes flere penge til vandløbsindsatser - og at pengene anvendes til gavn for fiskebestandene
  • at sikre, at så mange vandløb som muligt er omfattet af en indsats i vandområdeplanerne
Fundraising_Trout.jpg

Bliv medlem

Og støt kampen for vilde vandløb - og et bedre lystfiskeri!

Bliv medlem

Hvad er EU's Vandrammedirektiv og Vandområdeplanerne?

EU's Vandrammedirektiv og de danske vandområdeplaner er afgørende for fremtidens forvaltning af de danske vandløb. Blandt andet fastsætter EU's Vandrammedirektiv fremtidens krav til tilstanden i vandløbene, som den danske Regering er forpligtet til at leve op til. Vandområdeplanerne er Danmarks nationale plan for at opnå målene om god økologisk tilstand i EU's Vandrammedirektiv.

 

Danmark er på vej ind i den tredje og sidste vandområdeplanperiode. Det betyder, at det nu er sidste chance for at leve op til EU-kravene.

 

Danmarks Sportsfiskerforbund arbejder aktivt med at påvirke indholdet i planerne. Det gør vi blandt andet gennem de 23 regionale vandråd, der kommer med input til vandløbsindsatser over hele landet. Gennem politisk lobbyarbejde. Og afslutningsvis med vores høringssvar til vandområdeplanerne.

 

Det forventes, at Vandområdeplan 3 kommer i høring i foråret 2022.

Danmark halter gevaldigt bagud, når det kommer til at gøre en indsats for natur, miljø og fisk i vores vandløb - og dermed for et bedre fiskeri i å og på kyst.

Det skyldes hovedsageligt manglende politiske vilje, unødvendigt bureaukrati og for få økonomiske midler.

Men Danmark er i henhold til EU’s Vandrammedirektiv forpligtet til at gøre en indsats nu og sikre vandløb med gode livsbetingelser for vandløbenes fiskearter.

Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at der især bør fokuseres på tre indsatsområder:

Spærringer er i dag den væsentligste faktor for udbredelsen af vilde bestande af ørred, laks og andre vandrefisk. Derfor skal der skabes fri passage i vores vandløb. Selvom mange spærringer over de seneste år er blevet fjernet, er der stadig lang vej - både når det kommer til de helt store spærringer, men også til mange af de mindre. Læs mere om vores arbejde for at befri åerne for spærringer her.

Økonomi spiller en væsentlig faktor i at nå de mål for vores vandløb, som Danmark er forpligtet til. Mange kommuner står på spring for at fjerne spærringer og genetablere naturlige vandløb med slyngninger, men ofte står økonomien i vejen. Der er for få penge afsat og for meget bureaukrati forbundet med at få støtte til projekterne. Læs mere om vores arbejde for flere midler til vandløbsindsatser her.

Vedligeholdelse af vores vandløb i form af grødeskæring, tager ofte alt for meget hensyn til afvanding. Det har store konsekvenser for vandløbenes natur, miljø og fiskebestande. Der er behov for, at vandløbsregulativerne, og dermed reglerne for vedligeholdelse af vandløbene, sikrer fiskene skjul og større overlevelse.

Vidste du at?

Hvert år bruger vores medlemsforeninger mere end 60.000 frivillige timer på at udlægge gydegrus, udplante vandplanter og varetage fiskepleje. Desuden investerer foreningerne  1,8 mio. kr. af egne lommer i dette arbejde.

I omkring 100 år har danske lyst- og sportsfiskere år efter år leveret et enormt frivilligt og fremsynet arbejde med fiskepleje og naturgenopretning. Medlemmer af de lokale foreninger er hvert år ude ved vandene – ikke kun for at fiske, men også for at give naturen en hjælpende hånd.

Det er også disse ildsjæle, som er med til at fordele tonsvis af gydegrus og skjulesten langs ørredernes gydevandløb. De bruger også en del af deres fritid på at hjælpe til med el-fiskeri efter moderfisk og udsætninger af fisk til ophjælpning af de vilde fiskebestande. Det er ikke mindst ildsjælenes frivillige indsats, der har skabt det gode fiskeri, som alle nyder godt af i åerne og langs kysterne.

Video: Hvorfor er vandpleje nødvendigt?


Har du selv lyst til at være frivillig og give vores vandløb og fisk en hjælpende hånd? Så fortvivl ej!

Der findes mange af de såkaldte ”Grusbander”, også kaldet vandplejeudvalg, ude i lystfiskerforeningerne, som gør et kæmpe stykke frivilligt arbejde for at skabe vilde vandløb fyldt med liv og et bedre lystfiskeri. Og du kan blive en del af arbejdet – du skal blot tage kontakt – der er altid brug for en hjælpende hånd!

Find din lokale vandplejegruppe på Fishing In Denmark

 

 

 

 

Video: Sådan arbejder de frivillige ildsjæle for flere fisk 

I dette afsnit af FISKEGuiden følger vi ”bandeleder” Rune Hylby fra Den sjællandske Grusbande og Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund for at blive klogere på det frivillige vandløbsarbejde.

Vidste du at?

Danske lyst- og sportsfiskere bidrager også via det lovpligtige lystfiskertegn helt kontant med mere end 30 mio. kroner årligt. Pengene fra fisketegnet bruges blandt andet til udsætninger, restaurering af vandløb og forskning og biologisk rådgivning via DTU Aqua.

Kom selv i gang – guide til vandløbsprojekter

Hvordan skal projektet laves rent teknisk? Hvordan får man en tilladelse? Hvordan inddrages de frivillige, og hvordan får man lodsejerne med på ideen?

Få svar på alle din spørgsmål, og kom godt igang med dit næste vandplejeprojekt med denne guide.

Guiden er udarbejdet i et samarbejde mellem DTU Aqua, Danmarks Sportsfiskerforbund og Lystfisker Danmark.

Vil du læse mere?

Læs mere om lyst- og sportsfiskernes frivillige indsats for naturen og fiskebestandene i Sportsfiskeren Indblik.

 

fundraising_trout.jpg

Bliv medlem

Og støt kampen for vilde vandløb - og et bedre lystfiskeri!

Se mere her