Torben Kaas er ny formand i Danmarks Sportsfiskerforbund

Torben Kaas Bred Kopi Torben Kaas fik titlen som ny formand efter et kampvalg mod Preben Thomsen. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Danmarks Sportsfiskerforbund har valgt en ny bestyrelse ved forbundets kongres den 19. september. Torben Kaas er valgt som ny formand for forbundsbestyrelsen, der samtidig har fået tre nye bestyrelsesmedlemmer.

55-årige Torben Kaas blev valgt som Danmarks Sportsfiskerforbunds nye formand ved forbundets kongres den 19. september. Torben Kaas er medlem af Nive Å’s Lystfiskerforening i Nordsjælland og arbejder til daglig som rådgivende ingeniør i COWI. Han tiltræder som formand med en solid erfaring med bestyrelsesarbejde fra sine 14 år i Friluftsrådets bestyrelse, heraf seks år som næstformand.

Torben Kaas ser frem til arbejdet med at gøre Danmarks Sportsfiskerforbund kendt blandt flere lystfiskere.

– Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet med at samle alle danske lystfiskere. Alle skal kunne se sig selv i Danmarks Sportsfiskerforbunds arbejde, og vi skal have flere med. Vi skal fortsat være den organisation her i Danmark, der ved, hvad der foregår i vandmiljøet og varetager dets interesser – og det skal fastholdes på et højt niveau, siger Torben Kaas.

Nye medlemmer i bestyrelsen
Ved dagens kongres blev desuden tre nye medlemmer valgt ind i Danmarks Sportsfiskerforbunds bestyrelse. De nye medlemmer i forbundsbestyrelsen er Jan Karnøe (genvalgt), Linda Bollerup og Arne Lauritzen. Bestyrelsens øvrige medlemmer og næstformanden var ikke på valg i denne omgang og fortsætter i den nye kongresperiode.

Pr. 19. september 2020 består forbundsbestyrelsen af:

Formand Torben Kaas
Næstformand Hans E. Nielsen

Bestyrelsesmedlemmer:
Morten Jacobsen – Korsør Lystfiskerforening
Simon Rømer – Bornholms Sportsfiskerforening
Steen Lindkvist Nielsen – Hadsten Lystfiskeriforening
Søren Pedersen – Individuelt medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund
Jan Karnøe – Horsens og Omegns Sportsfiskerforening
Linda Bollerup – Individuelt medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund
Arne Lauritzen – Roskilde og Omegns Lystfiskerklub

1. Suppleant: Frederik Lorentzen – Individuelt medlem Danmarks Sportsfiskerforbund
2. Suppleant: Mads Stryhn – Vends Sportsfiskerforening
3. Suppleant: Morten Nielsen – Langå Sportsfiskerforening
4. Suppleant: Bjarne Andersen – Odsherreds Sportsfiskerforening