Voldsom forurening i Liver Å

Fourening Liver Å28.jpg Den alvorlige forurening blev opdaget d. 30. marts. Her snart to uger efter har Hjørring Kommune endnu ikke redegjort for forureningens omfang. Foto: Sten Christiansen.

Lørdag d. 30. marts opdagede et medlem af Lystfiskeriforeningen for Liver Å forurening i den øverste del af Liver Å. Forureningen har stået på i en længere periode, og en lokal landmand har allerede erkendt sit ansvar for forureningen. Alligevel har Hjørring Kommune endnu ikke redegjort for forureningens omfang.

_0007_DSCF8901.jpg

Lars Brinch Thygesen

Natur- og miljøkonsulent

I årevis har frivillige ildsjæle fra Lystfiskeriforeningen for Liver Å lagt tid og kræfter i at genskabe en rig natur og et mylder af fisk i Liver Å i Nordjylland. Men flere gange har foreningens medlemmer må se til, når forureninger har slået livet i åen ihjel. Derfor gjorde det også ekstra ondt, da et medlem af foreningen lørdag d. 30. marts opdagede endnu en forurening øverst i åen.

Siden har den lokale landmand Daniel O. Pedersen erkendt, at forureningen stammer fra hans biogasanlæg. Ensilage-saft fra biogasanlægget er sandsynligvis sprinklet ud sammen med overfladevand på marker nær Liver Å. I Biogasanlæggets miljøgodkendelse er der en tilladelse til at sprinkle overfladevand ud, men efter den store ødelæggelse af livet i Liver Å, er der åbenbart udledt andet end overfladevand.

– Vi har ikke været nok opmærksomme på, at der har været et stort afløb fra en mark til åen. De store nedbørsmængder i marts måned har været medvirkende årsag, udtaler Daniel O. Pedersen til Nordjyske.dk.

Lammehaler i åen
Såkaldte lammehaler, der er lange tråde af bakterier, svampe og encellede dyr, tyder på en stærk forurening, som også afslører, at forureningen har stået på over længere tid. Man kan derfor frygte, at åens bestand af fisk, herunder bæk- og havørreder, samt bunddyr er gået til under forureningen.

Fourening Liver Å01.jpg De store mængder af lammehaler tyder på, at forureningen har fundet sted over en længere periode. Foto: Sten Christiansen.
_IMG1991pano.jpg
Fourening Liver Å18.jpg

– I Danmarks Sportsfiskerforbund ser vi med stor alvor på denne forurening. Meget tyder på, at forureningen har medført omfattende iltsvind nedstrøms forureningspunktet. Fisk og bundlevende insekter vil med al sandsynlighed være gået til, siger Lars Brinch Thygesen, natur- og miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Danmarks Sportsfiskerforbund har anbefalet Hjørring Kommune, at sagen bliver behandlet efter miljøskadeloven, ligesom den store forureningssag fra Tuse Å i Holbæk Kommune i efteråret 2018 er blevet.

Tavshed fra Hjørring Kommune
Formand for Lystfiskeriforeningen for Liver Å, Daniel Holm Larsen, orienterede Hjørring Kommune om forureningen samme weekend, som den blev opdaget. Og i ugen efter har både Lystfiskeriforeningen for Liver Å og Danmarks Sportsfiskerforbund fulgt op med henvendelser med henblik på at få en redegørelse for forureningens omfang fra Hjørring Kommune.

– Men Hjørring Kommune er helt tavse og vil ikke melde noget ud. Medarbejderne har fået mundkurv på. Vi ønsker blot oplyst, som en ganske naturlig følge af den massive forurening, hvor slemt Hjørring Kommune mener forureningen har påvirket dyrelivet i Liver Å. Det er helt normalt, at en kommune oplyser omverdenen hvor slemt en forurening er og det har vi brug for svar på nu, for det kan ikke passe, at der skal gå næsten to uger før kommunen reagerer. Der er endda tale om en natur-kommune, der bryster sig af at være grøn, siger Lars Brinch Thygesen.

Danmarks Sportsfiskerforbund er i tæt dialog med Lystfiskeriforeningen for Liver Å og følger sagen tæt.