En vaskemaskine til havørredernes sengetøj

IMG_5986.JPG Chris G. Halling, der er formand for Vandpleje Fyn, ser nu frem til at komme ud at bruge det nye spulepumpe.

Det var ikke kun præmiemodtagerne ved forårets udgave af Seatrout Open, der kunne tage hjem med nyt udstyr. Arrangøren Go Fishing i Odense donerede nemlig en ny spulepumpe til Vandpleje Fyn, så vandplejefolkene nu kan klargøre gydebanker til næste sæsons gydning i de fynske vandløb.

Ved præmieoverrækkelsen i forbindelse med Seatrout Open søndag den 7. april i Odense blev formanden for Vandpleje Fyn, Chris G. Halling, kaldt frem på podiet. Ikke fordi han havde fanget en stor havørred, der skulle præmieres, men fordi Go Fishing havde sponsoreret en ny spulepumpe til Vandpleje Fyn.

Pumpen skal bruges til at spule gydebanker med, for gamle gydebanker bliver fyldt med sediment, som kitter dem så fast sammen, at havørrederne ikke kan bruge dem. Ved at spule dem grundigt igennem, kan man frigøre sedimentet, så stenene ligger løse igen. Den nye pumpe er oven i købet i stand til at samle de frigjorte materialer op.

– Det er et fantastisk og særdeles nyttigt arbejdsredskab i vandplejen, hvor mange gamle gydebanker skal spules i år, så de er klar til havørredernes ankomst i vandløbene i efteråret, fortæller Chris G. Halling og fastslår:

– Det er en vaskemaskine. En vaskemaskine, der kan vaske havørred-sengetøj.

– I vandplejen er vi virkelig henrykte over denne pumpe, så der skal lyde en kæmpe tak til Go Fishing og de mange lystfiskere, der støtter os så fornemt. Med så massiv en støtte bliver vores arbejde både nemmere og sjovere, slutter en glad Chris, der nu ser frem til at bruge det nye legetøj.