Foredragsaften: Fra sildegilde til dødvande – Limfjorden før, nu og med fremtidens naturforbedring
Oplev Limfjordens historie og miljøets forvandling fra ren, klarvandet og fiskerig fjord til nutidens udfordringer med dårlig vandkvalitet og mangel på liv under overfladen.
Tilmeldingsfrist: 21.01.2024 kl. 23.00
Gennem spændende fortællinger giver en historiker, en fritidsfisker og en miljøkonsulent deres bud på, hvad der skal til, for at Limfjorden igen kan blive levende og fiskerig. Aftenen afsluttes med en debat om indsatser og prioriteringer, der kan føre til en sundere fjord.
Limfjordsmuseet og projekt Kysthjælper inviterer til en spændende aften i Løgstør med fokus på Limfjordens historie gennem tiden – fra den fiskerige fjord, hvor de mange fisk var afgørende for brød på bordet til lokale borgere – til nutidens næsten fraværende fiskebestande. Hør fortællingen om fjordens forandringer fra en erfaren fritidsfisker, og hør projekt Kysthjælpers fremlæggelse af forskningens nøgterne betragtninger om miljøets tilstand.
Det vil handle om, hvordan vi endte i denne triste situation, men vigtigst af alt er fokus rettet mod fremtiden og fællesskabets indsats for at genoplive Limfjorden.
Vi håber, at du vil deltage i denne aften, hvor vi sammen søger svar og diskuterer veje til at skabe bedre forhold og genoprette fjordens naturlige balance.
OM AFTENENS FOREDRAGSHOLDERE:
Jake Hubert Gardiner, historiker og museumsinspektør på Limfjordsmuseet, vil præsentere vigtigheden af fiskeriet i historisk Limfjord. Han tager os med tilbage til datidens rige fiskersamfund og fortæller om transformationen af store vådområder til landbrugsjord, som med tiden har medført en overgødskning af Limfjorden og tilbagevendende episoder med dødbringende iltsvind.
Frederik Svendsen – mangeårig dedikeret fritidsfisker fra Nibe, tidligere landmand og i dag frivillig kysthjælper – vil give et indblik i fiskeriets udvikling siden 1992, fra fiskerig fjord til nu. Med udgangspunkt i personlige oplevelser fra sin fiskerjolle vil han fortælle om udfordringerne ved at fange fisk i dagens Limfjord.
Niels Åge Skovbo, faglig konsulent i projekt Kysthjælper, vil præsentere forskningens forklaring på, hvordan situationen er blevet så alvorlig. Han vil også fortælle om mulighederne for, at vi sammen kan genskabe havnaturen i Limfjorden ved blandt andet udplantning af ålegræs og etablering af stenrev og muslingerev.
PRAKTISK INFO:
Arrangementet er gratis og foregår onsdag den 24. januar 2024 kl. 19-21 på:
Limfjordsmuseet,
Kanalvejen 40
9670 Løgstør
Vi byder på en øl/sodavand undervejs.
Ved spørgsmål til arrangementet, kontakt faglig konsulent i Kysthjælper, Niels Åge Skovbo på ns@sportsfiskerforbundet.dk.
OM PROJEKT KYSTHJÆLPER
Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder. Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder.
Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN. En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet.
Læs mere om Kysthjælper her: www.kysthjælper.dk