• Mandag den 18. oktober 2021 kl. 10.00

Fiskeakademiet for unge – uge 42 (Fra 13-18 år)

IMG_9514.CR2. Stefan Skovboi-kopi.jpg

Tilmeldingsfrist: 06.10.2021 kl. 10.00

Er du mellem 13 og 18 år, og kunne du tænke dig at deltage i Danmarks fedeste fiskeuddannelse for unge? Årets fiskeakademi foregår i uge 42, den 18.-22. oktober 2021.

På fiskeakademiet lærer du en masse om lystfiskeri, du får nye kammerater og oplevelser, du aldrig vil glemme! I løbet af ugen vil du få undervisning, der gør dig til en bedre lystfisker. Vi producerer fiskegrej, binder fluer og vigtigst af alt: Vi skal fiske!

Ugen er tæt pakket med fisketure, friluftsoplevelser, konkurrencer og inspirerende undervisning. Ved vandet vil du få grundige instruktioner og praktisk undervisning. Vi kigger på byttedyr og fisk og lærer om fiskenes biologi og adfærd, så du med den nye viden i bagagen kan blive en dygtigere lystfisker – og give dine kammerater baghjul, når du kommer hjem!

Fiskeakademiet er en videreførelse af det traditionsrige “Juniorlederkursus”, men med en ny og mere fiskegal profil. Tidligere handlede kurset om at gøre dig til en dygtig juniorleder. Det gør det stadig, men “leder”-delen fylder mindre på Fiskeakademiets yngste årgange. I stedet vil vi gøre dig til en bedre lystfisker, og har du lyst til at lave undervisning og arrangementer for andre i din forening, får du også værktøjer til det.

I modsætning til Juniorlederkurset, hvor du var ”færdiguddannet” efter 3 eller 4 moduler, så har vi nu besluttet, at du frit kan komme på Fiskeakademiet, lige så mange gange du lyster, mens du er mellem 13 og 18. Når du er fyldt 18, kan du deltage på “Fiskeakademiets lederuddannelse”.

Fiskeakademiet foregår på den skønne efterskole, Aalestrup Naturefterskole, hvor vi bor i elevhusene. Vi bruger det nærliggende fiskevand til undervisning i felten og har adgang til et veludstyret værksted, hvor vi arbejder med fremstilling af fiskegrej. Kursusprisen på 2.600 kr. inkluderer ophold, alle måltider og undervisningsmaterialer. Deltagerne skal dog selv betale for transport til og fra kursusstedet.

Mange sportsfiskerforeninger har interesse i at sende deres junior-medlemmer på Fiskeakademiet, og nogle foreninger betaler også for, at den unge kan deltage i kurset. Fortæl derfor formanden eller juniorlederen i din forening, at du gerne vil på Fiskeakademiet. Hvis foreningen ønsker at betale kursusgebyret, vil foreningen tilmelde dig på dine vegne.

COVID-19-hensyn:

Danmarks Sportsfiskerforbund gennemfører alle kurser under hensyntagen til gældende anbefalinger. Vi har særligt fokus på forebyggende foranstaltninger, herunder mulighed for at holde afstand og opretholde en god håndhygiejne (adgang til håndsprit og vask med vand/sæbe). Desuden tilpasser vi forplejning og evt. overnatning til gældende COVID-19-anbefalinger.

Instruktør

Prisoverblik

Pris pr. person: kr. 2.600,00

Tilmeldingsfrist er overskredet.