EU Kommissionen: Lystfiskere må fange en torsk om dagen i den vestlige Østersø

Torsk Østersøen Alt tyder på, at lystfiskere maksimalt må hjemtage en torsk per dag fra 2022 – og at der vil blive indført fredningstid på torsken i perioden 15. januar-31. marts. Foto: Andreas Findling-Rottem.

Torsken i den vestlige Østersø har det skidt. Derfor foreslår EU Kommissionen nu, at lystfiskere fra 2022 må fange og hjemtage en torsk om dagen – undtagen i perioden 15. januar-31. marts, hvor torsken totalfredes. Derudover skal det målrettede erhvervsfiskeri efter torsk indstilles.

_0006_DSCF8923.jpg

Kaare Manniche Ebert

Fiskebiolog

Andreas Findling Rottem Crop

Andreas Findling-Rottem

Presse- og kommunikationsansvarlig

Som tidligere beskrevet er torskebestanden i den vestlige del af Østersøen i en historisk dårlig tilstand. Det slog Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, fast i en rapport tidligere på måneden. På den baggrund anbefaler EU- Kommissionen nu, at der indføres markante stramninger for både erhvervs- og lystfiskeriet for at beskytte torsken.

EU-Kommissionen foreslår, at erhvervsfiskerne får en kvote på 324 tons – cirka halvdelen af ICES samlede kvote-anbefalinger i den vestlige Østersø. De 324 tons må udelukkende anvendes til bifangster – og der er dermed lagt op til et totalt stop for målrettet erhvervsfiskeri efter torsk.

For lystfiskeriet foreslår EU Kommissionen en daglig fangstbegrænsning på en torsk per lystfisker per dag og en totalfredning af torsken i perioden 15. januar-31. marts.

- Det er markante, men også nødvendige stramninger, hvis vi skal sikre torskebestanden i den vestlige Østersø mod et kollaps, som det er tilfældet i den østlige del af Østersøen. Ud fra et biologisk synspunkt kan vi ikke andet end acceptere den daglige fangstbegrænsning, selvom vi også er klar over, at det vil få store konsekvenser for særligt turbådene, men også gøre småbådsfiskeriet mindre attraktivt, siger Kaare Manniche Ebert.

- Vi er dog glade for, at EU-Kommissionen ikke har tildelt hele den anbefalede torskekvote på 698 tons til erhvervsfiskerene, så der stadig er levnet plads til at dyrke lystfiskeri efter torsk – selvom det bliver i et meget mere begrænset omfang end hidtil.

Catch & Release-fiskeri med kunstagn fortsat tilladt
Af det nye EU-forslag fremgår det desuden, at der vil indføres et forbud mod ”catch and release-fiskeri, undtagen havbaseret, rekreativt fiskeri med kunstig agn”.

- Vi antager, at formålet med det forslag er, at den enkelte lystfisker skal stoppe sit fiskeri fra kyst eller båd med levende agn, for eksempel sandorm eller børsteorm, når den første torsk over mindstemålet er afkroget og aflivet. Der er ingen tvivl om, at dødeligheden ved dette fiskeri er stor, idet torsken ofte sluger krogen – og vi kan derfor også acceptere det forslag, siger Kaare Manniche Ebert.

Men formulering af forslaget er ifølge ham tvetydig og levner plads til fortolkning – og derfor har Danmarks Sportsfiskerforbund i sit høringssvar til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri bedt om, at det bliver præciseret.

- Det er meget vigtigt, at det formuleres, så det ikke får utilsigtede virkning på andre fiskeriformer fra kysten, der bruger naturlig agn, og hvor der stort set aldrig vil forekomme fangst af torsk – som for eksempel i fiskeriet efter hornfisk og havørred i de frie vandmasser. Men det er i det hele taget meget svært at forestille sig, hvordan dette forslag skal kunne forvaltes. Ikke mindst i forhold til det rekreative garnfiskeri.

Indfør vinduesmål
EU Kommissionens forslag til nye regler for torskefiskeriet skal behandles af EU’s fiskeriministre på et møde den 11-12. oktober. Og Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker, at man i den forbindelse også bør overveje at indføre et større mindstemål og et eventuelt maksimummål for torsk.

- Vi mener, at det er på tide, at man begynder at tage vores ønske om et større mindstemål for torsk alvorligt. Dels fordi det nuværende mindstemål er helt meningsløst for en lystfisker – og vel også for andre fiskeriformer – og dels fordi lystfiskeriet nu, og måske i fremtiden, vil stå for en relativt stor andel af fangsten af torsk i Østersøen.

- Det samme gælder forslaget om at bruge vinduesmål som et forvaltningsmæssigt redskab. Det er veldokumenteret, at de store hunfisk er ekstremt vigtige i bestandene, så hvorfor så ikke begynde arbejde med en mere målrettet forvaltning af lystfiskeriet, siger Kaare Manniche Ebert.

Begræns den erhvervsmæssige bifangst af torsk
Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at det i forbindelse med det foreslåede stop for erhvervsfiskeriet efter torsk, er nødvendigt at se på, hvordan man begrænser bifangsten af torsk ved andre typer af fiskeri.

- Det er ingen hemmelighed, at der i dag fanges store mængder torsk som bifangst ved fiskeri efter rødspætte. Der bør i langt højere grad anvendes redskaber, som kan minimere utilsigtet bifangst. Hvis der er behov for at udvikle mere selektive redskaber, så bør det iværksættes nu, siger Kaare Manniche Ebert.

Kompensation til turbådene i 2022
Vedtages de nye regler om en torsk per dag per lystfisker af EU’s fiskeriministre, vil det desuden medføre et yderligere pres på de turbåde, der sejler med lystfiskere. Allerede i forbindelse med indførelsen af daglige fangstbegrænsninger på torsk i 2017 måtte flere turbåde dreje nøglen om – og siden da har 25-50% af turbådene måtte lægge op.

- Med de nye regler fjerner man reelt set indtægtsgrundlaget for turbådene og dermed er det også et farvel til et folkeligt fiskeri – og en unik mulighed for mange danskere til at komme ud på havet og fiske fra båd.

- Vi appellerer derfor kraftigt til, at man får set på muligheden for at turbådene kan søge kompensation for det tab, som det reelle stop for turbådsfiskeriet efter torsk i 2022 vil medføre, siger Kaare Manniche Ebert.

Læs hele Danmarks Sportsfiskerforbunds hørringssvar her.