Europæiske lystfiskere til EU: Tag forbud mod lystfiskeri i Natura 2000-områder af bordet

Arresoe786wiki Arresø er et af de fiskevande, der er udpeget som Natura 2000-område, og derfor kan blive berørt af et eventuelt forbud mod lystfiskeri i forbindelse med den kommende EU Biodiversitetsstrategi. Foto: Arkiv.

Et generelt forbud mod lystfiskeri i de særligt beskyttede Natura 2000-områder vil være et unødvendigt indgreb i arbejdet for en øget biodiversitet i Europa. Det påpeger European Anglers Alliance nu i et brev til EU-Kommisionen. Lystfiskeri er nemlig allerede underlagt lovgivning, der sikrer, at fiskeriet ikke påvirker biodiversiteten negativt.

DSCF0204 1

Torben Kaas, Formand

Danmarks Sportsfiskerforbund

_0006_DSCF8923.jpg

Kaare Manniche Ebert

Biolog

På tværs af de europæiske sportsfiskerorganisationer har det vakt stor bekymring, at EU-Kommisionen i forbindelse med den kommende biodiversitetsstrategi lægger op til et generelt forbud mod lystfiskeri i Natura 2000-områder. Det vil for Danmark gælde en række søer, vandløb, kyster og havområder, hvor der i dag dyrkes lystfiskeri.

Derfor har Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med den europæiske paraplyorganisation European Anglers Alliance (EAA) nu henvendt sig til EU-Kommisionen med henblik på at få forbuddet taget af bordet.

Både Danmarks Sportsfiskerforbund og EAA bakker op om, at der er behov for særligt beskyttede naturområder i EU – både til havs og til lands – hvor eksempelvis minedrift, erhvervsfiskeri og skovdrift bør begrænses eller helt forbydes. Men et generelt forbud mod lystfiskeri i disse områder vil være et unødvendigt indgreb, der ikke vil gavne arbejdet for en rigere natur i Europa.

- Vi har sammen med EAA henvendt os til EU-Kommisionen for at gøre opmærksom på, at et velreguleret lystfiskeri ikke truer fiskebestandene eller forhindrer målopfyldelse i Natura 2000-områder. Et veldokumenteret eksempel på det er laksefiskeriet i Danmark, hvor laksen som det eneste land i verden er i markant fremgang. Derfor er det meningsløst med et generelt forbud, der snarere vil kunne medvirke til at fjerne lystfiskernes engagement i at beskytte og ophjælpe sårbare fiskebestande, siger Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Naturen først, lystfiskeriet dernæst
Debatten om et forbud mod både jagt og lystfiskeri har fyldt meget både i medier og politiske udvalg, siden offentliggørelsen af EU’s vejledning om særligt beskyttede områder (stricly protected areas) d. 22. oktober 2020, hvori forbuddet er beskrevet.

Blandt andet har Dansk Ornitologisk Forening i et debatindlæg på Altinget.dk meldt ud, at ”med hensyn til lystfiskeri må der tages stilling fra område til område men udgangspunktet er, at fiskeriet bør komme i anden række, hvis det overhovedet skal tillades. Det må komme an på en konkret vurdering, og om fiskearterne kan tåle en begrænset fangst.”

Dette synspunkt møder ikke modstand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

- Vi er enige med ornitologerne i, at fiskeri altid skal ske på en måde, så fiskearterne kan tåle det og må samtidig slå fast, at det faktisk er sådan lystfiskeriet allerede forvaltes. Mange fiskebestande, særligt de sårbare, overvåges allerede grundigt og lystfiskeriets påvirkning vurderes også i disse områder. Dermed sikrer vi, at lystfiskeriet ikke er til skade for fiskebestandene og biodiversiteten. Er en art eller bestand truet, så er vi helt indforstået med, at fiskeriet skal reguleres, indtil udviklingen er vendt, siger Torben Kaas.

EU’s Biodiversitetsstrategi

 

EU-Kommisionen arbejder pt. med at implementere EU’s Biodiversitetsstrategi for 2030. Danmark har tilsluttet sig strategien.

 

Biodiversitetsstrategien indebærer, at:

 

  • 30 procent beskyttet natur på landjorden hvoraf 10 procent skal være særligt beskyttet.
  • 30 procent beskyttet natur på havet, hvoraf 10 procent skal være særligt beskyttet.

 

Der er pt. lagt op til, at lystfiskeri skal forbydes i de 10 procent særligt beskyttede områ-der.

Minedrift og lystfiskeri kan ikke sidestilles
I EU’s vejledning til den kommende biodiversitetsstrategi sidestilles fiskeri, herunder lystfiskeri, blandt andet med mine- og skovdrift. Og aktiviterne beskrives som ”ikke kompatible” eller uforenelige med det særlige beskyttelsesniveau i Natura 2000-områderne.

Det er ifølge DSF og EAA meningsløst.

- I vores henvendelse til EU gør vi det klart, at man bør skelne mellem de forskellige aktiviteter, der i vejledningen er sidestillet. Det er klart, at der er stor forskel på eksempelvis minedrift og lystfiskeri. Ved minedrift høster man af ressourcer, der aldrig kommer igen, hvorimod man ved fiskeri udnytter en fornybar ressource, altså fiskebestande, der netop har den egenskab, at de kan opretholde et stabilt niveau, så længe de forvaltes korrekt, siger Torben Kaas.

- Og med den rette forvaltning af lystfiskeriet, der som sagt allerede finder sted i eksempelvis laksevandløbene, undgår vi overudnyttelse og kan dermed sikre både de rekreative muligheder, den afledte økonomi og en rig og sund natur, siger Torben Kaas.

EU nedtoner bekymring
Netmediet Altinget.dk skrev søndag d. 13. december 2020, at EU-Kommisionen nedtonede de bekymringer, som både jægere og lystfiskere havde givet udtryk for.

”Jagt kan være tilladt eller begrænset i beskyttede områder allerede nu, og det er generelt reguleret med hensyn til, hvornår og hvor det finder sted, hvilken art det drejer sig om, og hvordan det praktiseres. Der er ikke noget nyt ved dette i strategierne for biodiversitet,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Vivian Loonela, der er koordinerende talsperson for EU’s Green Deal, til Altinget.dk.

Og hun tilføjer samtidig, at det er op til den enkelte medlemsstat i EU, at tage stilling til forbud eller begrænsning af jagt i de strengt beskyttede områder – og at det skal ske fra sag til sag.

- Selvom svaret umiddelbart omhandler jagt, formoder vi, at det samme gælder lystfiskeri. Og det er naturligvis positivt, at det ser ud til, at EU med dette svar ikke lægger op til et generelt og absolut forbud mod jagt og lystfiskeri i Natura 2000. Men vi ser helst, at formuleringen om forbud mod lystfiskeri i Natura 2000-områder fjernes helt fra vejledningen i EU’s Biodiversitetsstrategi, siger Torben Kaas.

Danmarks Sportsfiskerforbund og EAA følger nu sagen tæt.

Læs EAA’s henvendelse til EU-Kommisionen her.