Pladsguide: 10 hotte kystpladser på Ærø

2020 10 28 16.02.07 (2) Uanset vindretningen kan du altid finde en god fiskeplads på Ærø, der byder på 87 kilometer spændende kyst.

Med en kyststrækning på 87 kilometer og et hav af varierede og spændende kystpladser er Ærø et kystfisker-paradis. Her er alt fra lavvandede bugter til badekar og dybt vand tæt under land. Sportsfiskeren har talt med en af øens erfarne kystfiskere for at finde frem til Ærøs 10 hotteste kystpladser.

På Ærø er der masser af plads. Med en kyststrækning på 87 kilometer er der fiskevand til mange dage og mange mand, så har du mod på at tage på øhop, så tag en af færgerne fra Als, Sydfyn eller Langeland og giv Ærø en chance. Måske finder du fiskeeventyret netop her.

Vi har talt med Carsten Schytter, der er formand for Ærø Sportsfiskerforening, og fået hans bud på 10 hotte kystpladser rundt på øen, så du kan finde godt fiskevand, uanset hvilket verdenshjørne vinden blæser fra.

Skjoldnæs
Den nordvestlige spids af Ærø hedder Skjoldnæs. Her står fyrtårnet, og rundt om ligger øens golfbane. Parkér ved fyret og gå de få hundrede meter ad stien langs første hul ned til stranden. Der er fine fiskemuligheder til begge sider, og pladsen kan klare en del vind. Her kan fiskes hele året.

Går du videre mod øst på nordsiden, kommer du til Næbbet. Her er der ikke langt ud til rigtig dybt vand, og der er ofte stærk strøm rundt om pynten, så det er en fin sommerplads.

Blakstensodde
Ved Blakstensodde kan du parkere helt nede ved kysten, hvor der er lavet en fin plads med bådrampe, bålplads og shelter, der kan bookes for få kroner. Tjek her

Til venstre fisker du på sandrevler, mens der til højre kommer sten og blæretang. Ikke sommerplads, men fin resten af året. Om foråret kan du finde fiskene helt tæt på land.

Borgnæs Nakke
Ved selve Borgnæs Nakke er der dybt vand med sten og blæretang. Her kan du fiske hele året. I bugten ved dæmningen ud for Stokkeby Nor og på strækningen ud mod Borgnæs Nakke er der lavvandede badekar med ålegræsbælter. Her kan der være rigtig fint vinterfiskeri efter flokke af ørreder, der kortvarigt kommer ind på det lave vand.

Du kan parkere ved sommerhusområdet her og herfra gå ud til Borgnæs Nakke. Du kan også parkere ved Borgnæs Møllevej og gå østpå herfra. Men husk, at du først skal ud af fredningsbæltet ved Odderens Bæk, før du kan begynde dit fiskeri.

PA280070 Ved Skjoldnæs kan du fiske hele året.
PA280060 (2) Der er fine faciliteter ved Brakstensodde.
2020 10 26 11.29.06 (2) Ved Borgnæs Nakke er der dybt vand med sten og blæretang.

Urehoved
Du kan fiske på selve pynten og til begge sider. Her kan fiskes hele året. Du kan parkere her. I bugten på vestsiden ud mod pynten kan du finde lavvandede badekar, hvor der kan være et fint forårsfiskeri.

Grønnæs
Det lavvandede område ud for dæmningen ved Grønnæs er en fin vinterplads, hvor ørrederne kommer ind på helt lavt vand. Her er mudderbund, og det kan være en fordel at fiske direkte fra dæmningen med for eksempel flue og bombardaflåd.

Der er ofte farvede ørreder på pladsen, men når det bliver koldere, er der også gode chancer for en overspringer eller for at finde flokke af grønlændere.

Ommel Hoved
Du kan fiske hele vejen rundt om Ommel Hoved. Her kan være fint fiskeri om foråret og om efteråret. Desuden er der en fin strækning på sydvestsiden ind mod Kløven. Her fisker du på lavt vand, og det gælder om at finde fiskene, der trækker rundt i flokke. Fisk derfor bevægeligt og opsøgende. Du kan parkere her.

2020 10 26 14.19.55 Dæmningen ved Gråsten Nor er en fin vinterplads.
2020 10 28 15.05.22 (2) Fin efterårsfisk fra det lave vand ved dæmningen.
2020 10 27 15.32.54 Det lave vand i bugterne på nordsiden af øen holder mange fisk i vinterhalvåret.

Brug den lokale forening

 

Nye medlemmer er velkomne i Ærø Sportsfiskerforening, hvor der er masser af lokal erfaring at trække på.

 

Du finder foreningens hjemmeside her, og du kan også følge foreningen på dens Facebookside.

Drejbakkerne
Fra parkeringspladsen fisker du mod Marstal. Her kan fiskes hele året. Der er dybt vand med leopardbund og du skal kun vade få meter ud. Det er en god plads, når hård vind fra nordvest lukker mange af de øvrige pladser. 

Dunkær Mark
Du kan fiske hele vejen rundt om Vejsnæs, hvor der især om foråret er chance for store fisk. Flere steder mange sten og blæretang, der gør det vanskeligt at fiske der om sommeren. Mod nordvest er der knap så mange sten.

Det er et langt fiskestræk med plads til mange mand, så du behøver ikke køre videre, selv om der holder nogle biler på parkeringspladsen, når du ankommer.

Book en guide

 

Har du brug for en guide, er der flere muligheder for at trække på lokal ekspertise. Du kan booke Carsten Schytter. Han kan kontaktes på telefon 23 93 80 87.

 

Du kan også booke Troels Enghoff og Kristian Flint fra Seatrout Aeroe. Læs mere og find kontaktoplysninger her.

Voderup Klint
Der er 170 trin ad trappen ned til vandet, men er du først nede, er der en lang strækning at fiske på med plads til mange mand. Du kan fiske til begge sider over leopardbund og med dybe badekar tæt under land. Pladsen kan fiskes hele året. 

Vitsø
Du kan fiske til begge sider fra parkeringspladsen. Mod sydøst er der et rev med god strøm. Det er en fin sommerplads. Ved østenvind kan du fiske på strækningen mod nordvest. På hele strækningen er der plads til mange mand. 

PA280054 Ved udløbet af Odderens Bæk er der halvårsfredning.
PA280067 (2) Ved Skjoldnæs går du langs første hul på golfbanen ned til vandet.
PA280072 Ved Vitsø er der fine rev og god strøm.

Udsætninger og udsætningssteder

 

Havørred Fyn udsætter årligt 45.000 smolt i samarbejde med Ærø Sportsfiskerforening.

 

Smoltene bliver udsat ved mundingerne ved de fire vandløb, hvor der er fredningsbælter, samt ved afvandingskanalerne ved Gråsten Nor og Stokkeby Nor.

Fire fredningsbælter
Der er fire halvårlige fredningsbælter på Ærø, hvor der ikke må fiskes fra den 16. september til og med den 15. marts i en afstand af 500 meter fra mundingen.

De fire vandløb er:

Odderens Bæk

Langemade

Eskebæk 

Kirkebæk