Endnu et godt havørredår i Kolding Å

IMG 0341 Efter mange års ihærdig vandplejeindsats kan medlemmerne i Kolding Sportsfiskerforening nu høste frugterne af arbejdet. Foto: Daniel Schmidt Brodersen.

Kolding Sportsfiskerforening har nu opgjort fangsten af havørreder i Kolding Å i 2019. Med en samlet fangst af 1197 havørreder blev resultatet det næstbedste gennem de sidste 29 år, og havde det ikke været for et efterår med usædvanligt meget vand i åen, var det nok sluttet endnu bedre.

Bestyrelsen i Kolding Sportsfiskerforening har gennem de sidste 29 år ført statistik over fangsterne af havørred i Kolding Å, og den taler sit tydelige sprog:

Havørredfangsterne er bare steget og steget i takt med, at foreningen har satset på at forbedre de fysiske forhold for fiskene i åen og på at få fjernet alle spærringer. Samtidig ophørte udsætningsarbejdet i 2004, og siden har åen været selvreproducerende.

IMG 0930 Erling Maigaard var en af dem, der oplevede fint fiskeri ved Kolding Å.

Satsede på vandpleje frem for udsætninger
Tilbage i 1994 beslutte Kolding Sportsfiskerforening, at man ville gå fra at oparbejde havørredbestanden i åen ved hjælp af udsætninger til at lave et massivt vandplejearbejde. Det betød en stor indsats for fjernelse af spærringer og udlægning af gydegrus og skjulesten i et tæt samarbejde med lodsejere og lokale myndigheder.

Resultaterne kom efter nogle år, og i 2004 ophørte foreningen med at udsætte fisk i åen og ved mundingen. Fiskene kunne nu klare tingene selv, og i takt med at spærringer forsvandt, og nyt gydevand blev tilgængeligt for fiskene, steg de årligt indrapporterede fangster fra et niveau omkring 300 i 1990’erne til nu gennemsnitligt at ligge omkring 1000.

Tæt på rekorden
Resultatet for 2019 endte på i alt 1197 indrapporterede havørreder. Det var det næstbedste resultat gennem de sidste 29 år, men et par hundrede under rekordåret 2017.

– Hvis ikke vi havde fået den voldsomme regn i september, tror jeg vi var nået op på samme niveau som 2017, fortæller Preben Kaas, der er formand for foreningens vandplejeudvalg.

– Under mere normale forhold var der nok blevet fanget 150-200 fisk mere, og jeg tror, vi kan forvente, at de samlede fangster vil fortsætte med at stige i nogle år endnu, tilføjer Preben.

Som mangeårig vandplejemand i foreningen kan han glæde sig over næsten at være i mål, for der er nu kun tre mindre spærringer tilbage i vandløbssystemet, og den ene af de resterende vil bliver fjernet næste år.

Diagram1

Bedst i sommermånederne
Dykker man længere ned i rapporterne for 2019, kan man se, at fangsterne alt overvejende sker på en 5-6 km lang strækning af åen.

Det fremgår også, at 649 havørreder blev hjemtaget, mens 548 blev genudsat, og der var ingen tvivl om hvilke måneder, der gav de fleste fangster, idet ca. 64 % blev fanget i juli og august.

Kigger man på størrelsen af fiskene, lå ca. 70 % i området fra 30 til 49 cm, mens 7 % sneg sig over 60 cm. De tre største nåede over 80 cm. Der blev desuden indrapporteret 31 bækørreder og en enkelt laks på ca.6 kg.

 

Diagram4

Flest fisk på orm
Medlemmernes fangstrapporter fortæller også, hvilke redskaber og metoder de har anvendt til fangsterne, og her er topscoreren regnormen, der stod for lige knap 40 % af fangsterne. Fluefiskerne stod for en fjerdedel af fangsterne, mens spin og wobler stod for resten.

Det er bemærkelsesværdigt, at regnormen især var effektiv om foråret, mens wobleren gjorde sig bedst i efterårsmånederne.

Bliv klogere på Fangstjournalen

Den 4. februar 2020, kl. 19.00, får Kolding Sportsfiskerforening besøg af Christian Skov fra DTU Aqua. Han vil fortælle om de mange spændende muligheder, du får, når du bruger app'en Fangstjournalen. Arrangementet er for foreningens medlemmer og desuden inviteres naboforeningerne.

 

Kolding Sportsfiskerforening har i dag 526 medlemmer, der udover selve Kolding Å-systemet har adgang til fiskeri i Harte-Dons søerne, By-søerne, Vester Nebel Å, Gels Å og Sneum Å.

Foreningen har ikke loft på medlemstallet og dermed ikke nogen venteliste for nye medlemmer.

Slår et slag for Fangstjournalen
Fangstrapporterne fortæller, hvad fiskene er fanget på, men de siger ikke noget om, hvor mange, der har anvendt de enkelte metoder, og hvor mange timer de enkelte agn har været i vandet.

– Hvis vi vil have kendskab til det mest effektive, er der ikke anden udvej, end at vi alle bruger DTU-Aquas Fangstjournalen, for så vil man vide præcis, i hvor mange timer en given agn er i vandet for at fange en fisk, fortæller foreningens formand Torben Lindholst, og fortsætter:

– Fangstjournalen er den eneste, der kan give ordentlige svar på den slags spørgsmål. Men det er lidt som at vende en supertanker at få lystfiskerne og dermed foreningerne til at anvende den.

Torben Lindholst vil dog sammen med bestyrelsen gøre en indsats for at vende skuden, så flere kommer til at bruge Fangstjournalen, og de har derfor fået Christian Skov fra DTU Aqua til at komme og fortælle om app’en og dens muligheder ved et arrangement i klubhuset den 4. februar 2020.