Stop for fiskeri i Trend Å

20180930_100252-01.jpeg Trods flere alvorlige forureninger af Trend Å fortsætter arbejdet med at forbedre gydepladserne. Foto: Jonas Høholt.

Ved en ekstraordinær generalforsamling blev det besluttet at stoppe fiskeri i Trend Å med øjeblikkelig virkning efter nedsat gydesucces og to massive forureninger. Optimismen er stadigvæk i behold i foreningen, der ufortrødent fortsætter med at forbedre gydemulighederne i åen.

I tirsdags afholdt Trend Å Lystfiskeriforening ekstraordinær generalforsamling med forslag om et øjeblikkeligt stop for fiskeri resten af 2018-sæsonen.

Forslaget blev vedtaget, og fiskestoppet gælder fra midnat den 3. oktober 2018, og er gældende både for dag-/ugekort-fiskere samt medlemmer af foreningen. Baggrunden for fiskestoppet skyldes dels en halvering af gydninger sidste vinter og ikke mindst to alvorligere forureninger i Herredsbækken og Havbro Bæk i løbet af sommeren. Det vurderes, at der i Herredsbækken alene blev dræbt mellem 2-3000 1½ års ørredunger plus et ukendt antal halvårsyngel, hvilket har givet anledning til betydelig bekymring for det lille vandløbs nærmeste fremtid.

Gydepladser optimeres
Foreningens vandplejeudvalg udlagde sidst i september gydegrus i Trend Å’s hovedløb opstrøms Hornum Bro nær Vester Hornum. Projektet indgår i 2. del af foreningens 3-års plan for restaurering i Trend Å, forklarer Jonas Høholt fra udvalget.

– Området ved Hornum Bro har fra naturens hånd ringe variation og mangel på skjul og gydegrus til ørredbestanden. De eksisterende gydebanker på stækningen trængte til ekstra grus for at fungere optimalt, og holdet tilførte derfor nyt gydegrus og sten, hvilket forhåbentlig vil forbedre den naturlige reproduktion af ørred i området.

– Teamet venter nu spændt på gydesæsonen 2018/2019 for at se, om gydningen intensiveres på strækningen. DTU Aqua har bevilget grus og sten, der stammer fra lokale Oudrup Stenleje, slutter Jonas Høholt.