Flot og fræk festivalplakat fra Lars Østergaard Jensen

Lystfiskerfestival 2018_plakat.jpg

Forberedelserne til Lystfiskerforeningen af 1926’s ambitiøse Skjern Å Lystfiskerfestival 2018 har været i gang længe, og nu afsløres den farverige og eventyrlige illustration, der kommer til at pryde festivalplakaten.

Kunstneren bag plakaten er den kendte illustrator, grafiker og lokalredaktør på Sportsfiskeren/Sportsfiskeren.dk, Lars Østergaard Jensen, der lader tre smukke havfruer boltre sig i Skjern Å – den ene ridende på ryggen af en ægte storlaks, som hun lokker med fluestang og lakseflue.

Hvem, der har stået model til havfruerne, har vi lovet kunstneren ikke at afsløre.

Festivalplakaten vil, når den er trykt, komme op at hænge i forretninger, hos grejhandlere og på andre oplagte steder. Et begrænset antal signerede eksemplarer vil kunne købes direkte fra kunstneren. Nærmere oplysninger fås på mail: loejart@gmail.com.

– Den kommende tid vil vi præsentere nogle af festivalens mange, spændende aktører. Du kan godt begynde at glæde dig, siger én af festivalens tovholdere, Nils Mogensen.

Mere om Skjern Å Lystfiskerfestival 2018 findes på festivalens hjemmeside: www.lystfiskerfestival.dk.