Formand for Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, Steffen Toft Jensen, er i dag en meget glad mand på sin forenings vegne. Efter tre afslag i træk har Viborg Kommune nemlig besluttet alligevel at støtte lakseudsætningerne i Gudenå med 100.000 kr. årligt i 2012 og 2013, skriver Midtjyllands Avis.
Det var oprindeligt kommunens Klima- og Miljøudvalg, der stemte nej til at støtte udsætningerne med henvisning til, at udvalget gerne støtter bæredygtig naturgenopretning, men ikke "turistbaserede P&T-udsætninger", oplyser udvalgsformand Jens Ravn - og Økonomiudvalget har senest støttet det begrundede afslag.
Men nu er det kommet frem, at udsætning af lakseyngel allerede var besluttet i et andet budgetforlig, men ved en forglemmelse var beslutningen blot ikke skrevet ned. Fejlen er nu rettet, og Gudenåen kan regne med 200.000 kr. i støtte fordelt over de næste par år, understreger Jens Ravn.
Steffens Toft Jensens glade kommentar er, at laksefiskeriet er centralt for foreningens 840 medlemmer og at de gode fiskemuligheder bidrager til at trække arbejdskraft til egnens store erhvervsvirksomheder, ligesom Bjerringbro besøges af ca. 1000 lystfiskerturister årligt, der lægger mange penge i lokalsamfundet.
Randers Kommune har støttet udsætningerne siden de startede i 1992 og Favrskov Kommune har ligeledes bidraget med økonomisk støtte i en årrække. Derfor er det særdeles glædeligt, at Viborg Kommune stiller sig solidarisk med de andre bidragydere, der også omfatter lystfiskerforeningerne fra Randers over Langå til Bjerringbro, lokale erhvervsdrivende samt Fisketegnsmidlerne.. Det samlede budget for udsætning af Gudenålaks er på 1,2 millioner kroner, fortsætter Steffen Toft og slutter:
- Når der etableres en tilfredsstillende faunapassage ved Tangeværket, vil Fisketegnsmidlerne yde fuld finansiering af lakseudsætningerne i Gudenåen. Til den tid vil der også ske en omfattende naturgenopretning i åen, så laksebestanden kan reproducere sig naturligt og på sigt ikke behøver supplerende udsætninger mere.
|
22.05.2012 - 07:18
|
22.05.2012 - 07:57
|
18.05.2012 - 09:30
|
18.05.2012 - 09:09
|
|
23.05.2012 - 07:30
|
17.05.2012 - 09:18
|
21.05.2012 - 08:15
|
17.05.2012 - 09:05
|
|
18.05.2012 - 08:38
|
23.05.2012 - 07:24
|
22.05.2012 - 07:29
|
23.05.2012 - 07:38
|