Ændringer af diverse miljølove som følge af Grøn Vækst

Publiceret den 20.08.2010 - 09:21

Med udgangspunkt i regeringens forlig med Dansk Folkeparti vedrørende Grøn Vækst har Miljøministeriet udsendt forslag til ændring af en række love på miljøområdet.



Lovforslaget indeholder en tilpasning af klageadgangen. Det foreslås, at der fremover kun kan klages over tilblivelsesmangler for så vidt angår de statslige vand- og Natura 2000-planer. Den fulde klageadgang for statslige skovhandleplaner og kommunale handleplaner på vand- og naturområdet opretholdes.



Det bliver muligt at plante flerårige energiafgrø-der inden for 150 m sø- og åbeskyttelseslinjen, hvor tilplantning ikke er til-ladt efter de gældende regler. De ændrede regler vil ikke gælde for arealer, der ligger inden for de internationale naturbeskyttelsesområder. For at sikre, at naturbeskyttelsen ikke forringes, opretholdes også andre bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, f.eks. § 3 om beskyttede naturtyper. Lovforslaget indeholder et forslag om, at kommunerne i kommuneplanerne fremover skal planlægge for lokalisering af store husdyrbrug. Herved sikres grundlaget for en hensigtsmæssig beliggenhed af arealer til byggeri på store husdyrbrug i forhold til omgivelserne på basis af en samlet planlægningsmæssig vurdering. Desuden foreslås, at kommunerne forpligtes til at inddrage lokalisering af større fælles biogasanlæg i kommuneplanlægningen. Herved fremmes placeringen af biogasanlæg, og rammerne for energiudnyttelse af husdyrgødning forbedres.



Af hensyn til forpligtelserne i forhold til habitat- og fuglebeskyttelsesdirektivet opretholdes et krav om kommunens konkrete godkendelse af tilplantning på arealer inden for sø- og åbeskyttelseslinjen, der ligger uden for internationale naturbeskyttelsesområder og indtil 300 m herfra. Kommunen tillader tilplantningen, hvis det ikke vil skade det internationale område. Afstanden er fastsat på baggrund af en faglig vurdering fra Danmarks Miljø-undersøgelser.Lovforslaget indeholder ændringer, der gør det muligt at etablere ådalsprojekter med det formål at reducere fosforudledningen til søer efter de samme bestemmelser, som gælder for etablering af vådområder.


Startdato: 
20 August, 2010
Fra myndigheden