Rød regering med grønne fingre

Publiceret den 27.09.2011 - 07:00

Det nye røde flertal har større ambitioner for den danske natur, end det var tilfældet med VK-regeringen.Med udgangspunkt i de enkelte partiers natur- og miljøprofiler, står det klart, at det nye røde flertal har større ambitioner for den danske natur, end det var tilfældet med VK-regeringen.

Et godt eksempel er den meget omtalte kvælstofreduktion, der blandt andet skal mindske belastningen af vores indre farvande, således at iltsvind og fiskedød begrænses. Her har den tidligere regering skåret kraftigt ned i ambitionerne. Som udgangspunkt skulle der ske en reduktion på 19.000 tons kvælstof inden 2015. Dette er dog blevet ændret, således at vandplanerne nu kun ligger op til en reduktion på 9.000 tons. Samtlige partier i rød blok ligger op til at ændre på reduktionen således, at den i 2015 atter skal være på 19.000 tons.

Af andre ambitiøse grønne tiltag, fremhæves Socialdemokratiets plan om at føre 20.000 km vandløb tilbage til naturlig tilstand inden 2020. Derudover er der i rød blok generel enighed om, at en større del af landbrugsstøtten skal gå til naturgenopretning. 

Med andre ord er der mange „grønne“ ambitioner i den kommende regering. Danmarks Sportsfiskerforbund håber således, at ambitionerne indfries, og vil i den kommende tid tage politikerne på ordet og holde dem op på valgløfterne. Derudover vil forbundet sikre en dialog med den kommende miljøminister, og derigennem præsentere vores forslag til vandmiljøindsatsen.

Du kan læse meget mere om Danmarks Sportsfiskerforbunds forslag til natur- og vandmiljøindsatsen på www.sportsfiskeren.dk under "Dit sportsfiskerkryds" samt i lederen i Sportsfiskerens oktoberudgave på side 6.