Rapport fra en mønsterforening

Publiceret den 02.01.2012 - 10:57

Jens-Otto Svenningsen med den nye lakserekord.

Bestyrelsen i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening (BSF) har skrevet beretningen til årets generalforsamling, og der er mange ting at glæde sig over i den visionære midtjyske forening: 

  • Ifølge bestyrelsen er BSF en livskraftig, attraktiv og økonomisk solid forening
  • BSF tilbyder medlemmer og turister noget af landets mest attraktive sportsfiskeri lige fra 16. januar til 15. november
  • Medlemstilgangen er så stor at det var nødvendigt at oprette venteliste halvt inde i sæsonen
  • Foreningen har mange adgangsveje og P-pladser jævnt fordelt ved en sammenhængende fiskevand
  • BSF har et rummeligt og velholdt klubhus, sødygtige alu-joller på Tange sø og dygtige lokale dagkortsælgere
  • Foreningen har en fantastisk juniorafdeling og juniorledere, som mange foreninger misunder dem
  • BSF har en aktiv og veluddannet gruppe af naturbevidste vandløbsfolk
  • BSF har en af landets mest besøgte hjemmesider - igen snart med åben fangstrapport og ny moderne hjemmeside
  • Foreningen har også gode samarbejdspartnere omkring "låne-fiskevand" som smukt supplerer BSFs egne medlemstilbud
  • Og sidst men ikke mindst har Bjerringbro-foreningen en stor, loyal lodsejerskare, der trofast og tålmodigt åbner deres markveje og enge for medlemmer og turister til gavn og glæde for alle parter

Men alt er selvfølgelig ikke lutter lagkage i foreningen:

  • Fældefiskeriet ved Tangeværket efter havørred måtte indstilles for andet år i træk, fordi de fangede fisk blev ramt af svampeinfektioner. I stedet er der indsat rogn fra havørreder fra Hadsten Lilleå i klækkeriet i Skibelund. Havørredfiskeriet synes i øvrigt at være i tilbagegang i Gudenå opstrøms Lilleåen.
  • DCV opgiver nu at udsætte laks fra Ätran-stammen i Gudenåen og vil udelukkende satse på den vestjyske stamme fra Storå. Der forventes mindre økonomisk tilskud til Gudenåens lakseudsætninger i fremtiden, så foreningen lægger en ekstra afgift på medlems- og dagkort, ligesom foreningens lodsejere vil øge deres generøse tilskud.
  • Et nødvendigt regelsæt indføres for det fantastiske vinterfiskeri efter de store Gudenå-gedder, så kun medlemmer kan dyrke det. Dagkortsalget udsættes dermed til 1. april. Der indføres desuden et maksmål  på 80 centimeter og der må ikke længere fiskes med naturlig agn i Gudenåen hos BSF.

Michael Raun Svenningsen med aprillaks på 9,83 kg.

Takket være introduktionen af den vestjyske laksestamme i Gudenåen er forårsfiskeriet efter storlaks blevet bedre år for år. I 2011 fik BSF igen en ny lakserekord på 18,11 kilo fordelt på 120 centimeter. Fangeren var Jens-Otto Svenningsen og som et kuriosum kan nævnes, at hans søn, Michael, fangede en laks få dage senere på 9.83 kilo og dermed satte ny junior-rekord.