Mere om

Fiskevande

Å og bæk

Lokaliteter

Østjylland

Denne artikel

Ny udsætningsplan for mindre vandløb i Østjylland

Publiceret den 14.07.2011 - 10:40

DTU/Aqua har med hjælp fra bl.a. Horsens og Omegns Sportsfiskerforening foretaget en bestandsundersøgelse i august 2010 af de mindre vandløb mellem Juelsminde og Egå. Undersøgelsen går ud på at elektrofiske op til 50 meter vandløb på faste stationer og vurdere forholdene på stedet. Af særlig interesse er forekomsten af naturlig ørredyngel, fordi det er et udtryk for, hvordan miljøforholdene er på stationen. Sidste undersøgelser var i 2003 og i 1995. I 2010 blev i alt 117 stationer befisket, hvoraf 93 også blev befisket i 2003.

Der er generelt en mindre fremgang fra 2003 til 2010. Den gennemsnitlige tæthed af naturlig ørredyngel i området er øget fra 79 stk. pr. 100 kvm. i 2003 til 92 stk. i 2010. For ældre ørreder er fremgangen fra 16 i 2003 til 20 i 2010. Fremgangen for yngel har været i vandløbene Torsted Bæk, Kærgård Bæk (ved Nim), Lund Bæk, Gedved Mølleå, Tolstrup Å, Lille Hansted Å og nederste del af Haldrup Bæk. Der har været tilbagegang i følgende vandløb i Hedensted Kommune: Skjold Å, Rårup Å, Egelund Å (Syd for Rårup) samt i Odder Kommune: Åkær Å, Hulbæk (øst for Sondrup), Bilsbæk og Drikkær Bæk (vest for Sondrup).

Resultaterne er beskrevet af Ferskvandsfiskeriafdelingen fra DTU/Aqua i Silkeborg i en nyudkommet udsætningsplan for området. Konsekvensen af fundene bliver, at udsætning af ørredyngel ophører mellem Juelsminde og Odder, dog vil der fortsat finde mundingsudsætninger sted i Skjold Å og St. Hansted Å (samt Egå). Mundingsudsætning består i udsætning af 1-års ørredsmolt – ørreder der er klar til udvandring til fjord og hav, hvor de vokser hurtigere end i vandløbene. De kommer på et tidspunkt tilbage til udsætningsvandløbet for at gyde. Den nye udsætningsplan med tilhørende kort over stationer vil fremover kunne findes på www.fiskepleje.dk.