Mere om

Fiskevande

Hav

Denne artikel

Mød havtaske og rokker i påskedagene

Publiceret den 20.04.2011 - 08:25

Børn og rokke.Måske åbner havtasken sit enorme gab og snupper en fisk til ære for de besøgende, når Øresundsakvariet i Helsingør har spændende aktiviteter på programmet i påskeferien. Akvariet har ikke tidligere haft held med at holde en havtaske levende i bassinerne, men det er lykkedes nu, og den trives så godt, at den har spist adskillige fisk, som ikke var tiltænkt den. Akvariet har også fået seks nye rokker, som en lokal garnfisker indleverede for nogle dage siden.

I påskedagene kan man komme helt tæt på den indre anatomi hos fisk og blæksprutter. Havbiologerne og dyrepasserne vil nemlig afholde offentlige arrangementer, hvor disse havdyr dissekeres og undersøges og hvor der samtidig fortælles en masse spændende historier om dyrenes liv i vore danske have. Nærmere angivelse af hvornår fiskene dissekeres, kan fås på akvariets hjemmeside www.oresundsakvariet.ku.dk. Her er der også information om åbningstider mv.

En anden spændende begivenhed, som man kan opleve i påskeferien, er ”Havdyrene i Øresund – lær og rør”. Her kan ca. 25 personer pr. gang komme med ind i laboratoriets forundrings- og vådrum, hvor dyrepassere og havbiologer fortæller om dyrene i Øresund. Under vejledning kan du bl.a. røre ved f.eks. en hummer, taskekrabber, fladfisk osv. som du normalt ikke kan røre ved.