Masser af gydning i ukendt ørred-å

Publiceret den 10.12.2009 - 09:57

I øvre Svinninge Å, havde ørreder endevendt grusbunden for at lægge æg.Sjovt nok er Svinninge Å ikke at finde på ørredfiskernes Danmarks-kort. Ikke desto mindre er det øverste løb i år gennemgravet af ørreder. Sportsfiskerens lokalredaktør har været på besøg i forbindelse med nylig forurening med dieselolie og opdagede ved den lejlighed et hidtil ukendt antal gydegravninger.

Svinninge Å er et tilløb til Lammefjordskanalerne, som administreres af Odsherreds Sportsfiskerforening.

Lammefjordskanalernes munding er én af de store udsætningslokaliteter for Isefjordsudsætningen, og der sættes årligt 60-70.000 stk. smolt ud i mundingen.

Derfor er det naturligt, at en del af disse fisk søger op i Svinninge Å, når de vender tilbage til ”føde-åen” for at gyde.