Forrige tirsdag sænkede freden sig over den håndfuld åer, der følger den officielle fredningstid for ørred i perioden 16. november til 15. januar. Lokalredaktøren sluttede sæsonen på det yderste af Trend Å i håb om at fange en af de blanke, fjordgående regnbuer, som åen i mange år var berømt for. "Steelheadene" er dog blevet sjældne i takt med, at dambrugerne er blevet dygtigere til at forhindre udslip af deres fisk og de seneste år har de stort set været fraværende.