Karpehelvede i sommernatten

Publiceret den 16.08.2011 - 08:00

Joachims sidste spejlkarpe vejede 9,6 kg.Den 16-årige Joachim Fabricius fra Nive Ås Lystfiskerforening tilbragte en juliaften sammen med sin kammerat Lasse ved en nordsjællandsk sø, og her oplevede han med sine egne ord ”et sandt karpehelvede”.

Aftenen startede fint med fangst af masser af sudere, og mens Joachim sejlede tackler ud, huggede den første karpe. Lasse tog stangen og landede en fin spejlkarpe på 8,6 kg. Lidt senere gentog det sig, og endnu en spejlkarpe på 6,6 kg kom på land.

Efter nogle fredelige timer midt på natten brød karpehelvedet ud fra kl. 3, og de næste timer nåede Joachim ikke på noget tidspunkt at få lagt alle tre stænger i vandet. Den højre stang kastede suderne sig konstant over, mens den venstre havde fundet et karpespot, og det gav karper på 5,2 – 5,7 – 6,0 – 6,2 – 9,7 kg.

Ud på morgenen kom endnu en spejlkarpe på 9,6 kg, og Lasse fangede også et par karper, inden de trætte tog hjem efter nattens intense fiskeri.