Kurset er aflyst.
Har du prøvet at stå på båden ved siden af en havfisker, som bare skovler den ene fisk ind efter den anden? Vil du også gerne optimere dit havfiskeri, så tag med på dette dagskursus i havfiskeri på Vesterhavet, hvor alt kan ske. Der er mange fiskemuligheder og arter, så det er altid spændende at se, hvad der kommer op fra dybet!
Kurset foregår med skibet M/S Bodil med den erfarne og dygtige skipper Per Jensen, som sejler fra Thyborøn havn. Vesterhavet ud for Thyborøn byder på mange fiskemuligheder og især stenrevene er meget produktive. På kurset undervises du af biolog og forbundsinstruktør Torben Ankjærø samt Jonas Holck, der er en erfaren havfisker og forbundsinstruktør.
I løbet af turens 12 timer vil du få mulighed for både at pirke- og kastefiske, medefiskeri på bunden efter større fisk, og efter alt efter forholdene vil vi prøve vragfiskeri og fiskeri efter fladfisk eller makrel. Du vil med andre ord blive sat ind i teknikkerne og grejet bag de mest anvendte metoder, krydret med biologisk viden om fiskearterne og forholdene ombord på skibet med betydning for fiskeriet.
Under fiskeriet kommer vi rundt og ser til de enkelte kursusdeltagere. Snart tegner der sig sikkert et mønster, i forhold til at bestemte farver/former virker bedst på dagen, og alle vil kunne få gavn af dette.
Med i kursusprisen er 12 timers fiskeri, undervisning og instruktion samt agn i form af børsteorm, sild og skalrejer.
Ønsker du fuld forplejning på kurset, skal det bestilles ved tilmelding. For 150 kr. ekstra får du:
Morgenmad (Rundstykker, kaffe, the), frokost med sodavand eller øl og varm aftensmad.
Ønskes overnatning i Thyborøn, kan dette bestilles til 200 kr. per person gennem http://www.havferie.dk/
Målgruppe: Kurset er primært for begyndende eller let øvede havfiskere, som ønsker mere viden og praktisk indsigt i grej og teknik til havfiskeri.
Instruktører: Torben Ankjærø og Jonas Holck
Tilmelding sker til Klaus Balleby - se nedenfor – hvor du også kan få meget mere at vide om turen. Oplys venligst navn, alder, e-mail, mobilnummer og medlemsnummer ved tilmelding.
Der plads til 12 deltagere på kurset, og det afvikles først ved mindst 10 tilmeldinger.
NB: Vejret kan drille, derfor bliver turen først endeligt bekræftet per mail eller tlf. umiddelbart inden afviklingen.