Gaula-kurset behøver ikke nærmere præsentation. Med 19 år "på backingen" er det et af de ældste og mest velrenommerede kurser i Skandinavien og den nærmeste genvej til at lære kunsten at fiske efter laks med fluegrej.
Det sker i uge 30, hvor du statistisk set er i rette tid - og på rette sted: To kilometer af Gaulas bedste og mest naturskønne fluevand med fem store fristende og udfordrende pools står til rådighed for deltagerne. Når vandet bliver lavt og varm fortsætter fiskeriet i strækningens hårde og smukke stryg med eksklusivt fiskeri fra venstre bred. Der er desuden adgang til flere kilometer at elvens største tilløb, Bua.
To af landets mest erfarne lakseinstruktører, Per Jørgensen og Orla Bertram-Nielsen, har tilsammen 70 års erfaring og har landet 400 laks i Norge, Danmark, Sverige, Skotland og Kola. De kender valdet ud og ind og står til rådighed næsten hele dagen med et tætpakket program. Dine kastefærdigheder forbedres væsentligt gennem flere timer daglig instruktion og træning af både overhånds-, rulle- og speykast.
Desuden sættes fokus på alle de små, vigtige detaljer, der tit betyder forskellen mellem succes og fiasko, bl.a.: Toptrimning af udstyret - relevante affiskningsmetoder - ideelle flueliner - de stærkeste knuder og splejsninger - fluetyper og fluevalg - samt krogning, udtrætning og landing - gerne i praksis.
Du bliver fra starten guidet til valdets bedste pladser, hvor instruktørerne gerne demonstrerer praktisk, pædagogisk affiskning. Og du fisker selvfølgelig selv i døgnets bedste timer, hvor du og din makker hvert dag vælger to nye pools helt for jer selv! De bedste år er der fanget over 20 laks i løbet af kursusugen.
Kurset har base i et velholdt, hyggeligt og rummeligt folkehus, der oser af laks, hvor deltagerne indlogeres på dobbeltværelser. Her har legendariske Svend Saabye fisket, tegnet og skrevet en af sine formidable bøger - og fra det store udland har mange kendisser fra Lee Wulff til Göran Andersson lagt vejen forbi og kastet deres farlige fluer.
Vi bor og spiser godt og har indlagt flere hyggestunder i ugens løb for at give en optimistisk og glad atmosfære, hvor alle deltagere trives og fisker som et team.
Derfor opfatter hundredvis af tidligere deltagere Gaula-kurset som en milepæl i deres udvikling som laksefluefiskere.
Der må kun fiskes med flue på kurset.
Læs meget mere om kurset på www.gaulakurset.dk
Der er plads til maksimalt 10 på kurset, og det afvikles først ved minimum 10 tilmeldte. Tilmelding hurtigst muligt og senest 1 maj..
Tilmelding sker til Klaus Balleby - se nedenfor. Oplys venligst navn, e-mail, mobilnummer og medlemsnummer ved tilmelding.
Instruktører: Orla Bertram-Nielsen og Per Jørgensen
Mødested: Bonesgården pr. Rogstad
Medbring: Følger senere.