Jonas Laigaard igen nordjysk fluemester

Publiceret den 05.02.2010 - 11:30

Toer Silas Winther og nordjysk mester 2010, begge fra Trend, samt Daniel S. Nielsen for foreningen Pirken, der tog tredjepladsen.Forleden forlød det i pressen, at nutidens unge har en dårlig finmotorik. Det gælder dog ikke for den flok fingernemme fyre, som i lørdags mødte op hos Almas i Aalborg, hvor de dystede på fjer, uld og tråd om de nordjyske junior-mesterskaber i fluebinding 2010 - forkortet NM Juniorflue.

Sidste års vinder af NM og regerende junior-danmarksmester i fluebinding, Jonas Laigaard fra Trend Å Lystfiskeriforening, levede op til favoritværdigheden og blev igen nordjysk mester.
Trend satte sig også på 2.pladsen ved et af foreningens mange talenter, Silas Winther, mens Daniel S. Nielsen fra Pirken i Aalborg erobrede tredjepladsen.

Der var juniorer fra en håndfuld af de mest aktive nordjyske foreninger, og dommerne understregede, at alle deltagerne er meget lovende fluebindere, som allerede laver fluer på et højt niveau.
Multi-butikken Almas sponsorerede bindematerialer og flotte præmier til de tre vindere. Det var femte gang, at der afholdes NM i fluebinding og det er fortsat idemanden, Jørgen Jacobsen, der står for det fine arrangement.

Husk tilmelding til DM i fluebinding senest 10. februar!
De tre DM-fluer - med to eksemplarer af hver - skal være sekretariatet i hænde den 10. februar. Emballer fluerne omhyggeligt og vedlæg et kort med navn, adresse og telefonnummer, evt. email, - samt fødselsdato, hvis du er junior.
Fluerne sendes til Danmarks Sportsfiskerforbund, Skyttevej 4, Vingsted, 7282 Bredsten. Mærk forsendelsen "junior" eller "senior".