Søndag d. 5. september lå Jacob Schomann fra Vordingborg som så mange gange før, i sin båd i Grønsund og fiskede efter sølvtøj med spinnestangen. Vejret var solrigt og stille, og vandet næsten havblik.

En sæl dukkede op, og Jacob opgav mere eller mindre ørrederne. Hans båd var drevet ind over lavere vand, og pludselig så han noget skinnende ligge nede på sandbunden. Han troede, der var tale om et tabt ur, og han sænkede derfor pirken ned, lod trekrogen fange det, og trak det op.

Stor var hans overraskelse, da han opdagede, at der ikke var tale om et ur, men derimod om et armbånd af guld. Armbåndet var helt vildt tungt, så han forstod, at der var tale om et armbånd af massivt guld. Guld er dobbelt så tungt som bly, og han vejede armbåndet til 155 g.

Museer i Vordingborg blev kontaktet om mandagen, og de begejstrede museumsfolk kunne konstatere, at der var tale om et armbånd fra ca. år 800 – altså fra yngre vikingetid, og at der var tale om et af de betydeligste guldfund fra de seneste år. Armbåndet er sandsynligvis en nedgravet skat, eller en offergave, der altså pludselig dukkede frem i lyset på havbunden i søndags.

Jacob fortæller, at det, der overraskede ham allermest, var, at armbåndet overhovedet ikke bar præg af det 1200 år lange ophold i havet. Det var fuldstændigt rent og skinnende. Han måtte naturligvis aflevere fundet, idet der var tale om danefæ af højeste karat.

Udover oplevelsen kan Jakob nu se frem til en større dusør fra Nationalmuseet.