Hul igennem ved Trend Å

Publiceret den 12.09.2017 - 21:05

Det store øjeblik er indeI de senere år er der sket et par markante ændringer ved Trend Å i Vesthimmerland. For knap tre år siden stoppede alle udsætninger af ørredyngel, da den lille, klarvandede år blev erklæret selvreproducerende. Og i sidste uge blev der skabt fri passage i hele åen, da det gamle stemmeværk ved Trend Dambrug blev fjernet, mens selve bruget for fremtiden kører med recirkuleret, oppumpet grundvand.
 
Der har i en årrække været et omløbsstryg, så fiskene ad den vej kunne passere bruget, men det virkede kun, når vandet stod højt og de fleste havørreder gik først igennem, når gydetiden trængte sig på. Det vil de forbedrede passagemuligheder sikkert ændre på og Trend-foreningen har da også været så forudseende, at de allerede har lejet 3-4 kilometer af åen opstrøms den tidligere spærring.
 
Ændringen af dambrugsdriften medfører samtidig, at tilløbet Holmegårdsbækken, som tidligere leverede vand direkte til dambruget, for fremtiden får udløb i selve åen og dermed kan bidrage væsentligt til den naturlige produktion af ørreder. Danmarks Naturfond har i øvrigt støttet opgraderingen af den fine, lille bæk med 79.000 kr. Et andet tilløb, Skelbækken, som tidlige havde sit udløb i omløbsstryget, render nu direkte ud i åen (billedet).
 
Det skal også nævnes, at dambrugsejer Anders Sørensen selv er en stor naturelsker og han har i høj grad selv presset på, for at genskabe den frie passage i Trend Å. Derfor ønsker Trend Å Lystfiskeriforening Anders et stort ”Knæk og bræk” med det nye recirkulerede dambrug.
 
Retableringsarbejdet er udført af Hornum Murer- og Entreprenørforretning.
 
Foreningen har i øvrigt netop fået tilladelse fra Naturstyrelsen til at regulere skarv langs åen.

Skelbækkens nye udløb i Trend Å.Folk fra DTU Aqua har netop registret at der koncentrerede sig mindst 75 ørredunger i de første 50 meter af åen oven for stemmeværket.