Gratis stopriste skal redde odderen

Publiceret den 18.06.2010 - 06:04

Odderen er det mest truede pattedyr på Sjælland, og kun en ganske lille bestand i Vestsjælland holder stadig stand. Derfor går de Vestsjællandske kommuner og Fiskeriinspektoratet nu sammen om at redde odderen i søer og vandløb på Sjælland –særligt i Åmosen.

Truslen mod odderen kommer især fra åleruser. Derfor uddeles der gratis stopriste til rusefiskere, lige som kommunerne sætter en informationskampagne i gang.

Rusefiskeriet starter 1. august. Stopristene udleveres fra Fiskeriinspektoratet i Roskilde og fra en række kommunekontorer.

Fiskerikontrollen vil føre tilsyn med, om reglerne for opsætning af ruser og brug af stopriste overholdes. Reglerne for brug af ruser og information om, hvordan du kan kende odderens spor og efterladenskaber er også vedlagt folderen, som kan downloades fra Fiskeriinspektoratets og kommunernes hjemmeside.

- Odderen har været en del af den danske natur i årtusinder, og derfor ville det være et stort tab, hvis der ikke længere var oddere øst for Storebælt. Jeg er derfor glad for, at der rettes ekstra fokus på den lille odderbestand, der er på Sjælland, siger biolog Eilif Byrnak fra Ringsted Kommune.