For en uge siden havde jeg fornøjelsen af at deltage sammen med Fødevareministeren og VisitDenmark ved offentliggørelsen af den første store analyse af den samfundsmæssige værdi af det danske lystfiskeri.

Det er en analyse som Danmarks Sportsfiskerforbund har set frem til med stor interesse, og resultaterne lever i høj grad op til forventningerne.

For det første viser analysen, at fiskeri med stang og snøre er en af de mest udbredte danske fritidsaktiviteter overhovedet.

Godt 600.000 danskere mellem 18 og 65 år er ude med snøren mindst én gang om året.

Dertil kommer tusindvis af børn og unge under 18 år samt ældre over 65 år.

For det andet dokumenterer analysen, at lystfiskeriet har en væsentlig samfundsøkonomisk værdi.

De danske lystfiskere omsætter sammen med udenlandske lystfiskerturister for knap 3 mia. kr. om året.

Heraf bidrager godt 2 mia. kr. til at skabe produktion og arbejdspladser i danske virksomheder, ligesom lystfiskeriet bidrager direkte til den danske statskasse med godt en halv mia. kr. om året.

Analysen viser samtidig at god fiskevandskvalitet med gode fangstmuligheder samt muligheder for gode naturoplevelser er af helt afgørende betydning for den samfundsmæssige værdi af lystfiskeriet – både i forhold til den enkelte lystfisker og i forhold til den økonomiske værdiskabelse.

Der er med andre ord penge i et godt vandmiljø med sunde fiskebestande i en rig og mangfoldig natur.

Analysen er i den sammenhæng med til at fremhæve betydningen af de titusindvis af frivillige arbejdstimer og millioner af kroner, som danske sportsfiskerforeninger i mere end en menneskealder har investeret i pleje af natur- og vandmiljø samt ophjælpning af fiskebestande.

Uden den indsats ville danskerne nemlig ikke i dag have haft noget, der mindede om et fornuftigt lystfiskeri.

Værdien af foreningernes frivillige arbejde med natur- og fiskepleje indgår desværre ikke direkte i undersøgelsen, men alene lystfiskerne bidrag til fiskeplejen siden 1993 via fisketegnet udgør et beløb på ca. 350 mio. kr.

Dertil kommer værdien af de mange frivillige arbejdstimer.

I den forbindelse har forbundet et projekt på bedding i samarbejde med Rambøll med henblik på at belyse værdien af lystfiskernes bidrag til ophjælpning af de danske laksebestande.

Vi håber, at det kan blive afsæt til en større undersøgelse i forhold til værdien af den frivillige indsats i forhold til ørredbestandene.

Men ansvaret for et godt vandmiljø med sunde fiskebestande i en rig og mangfoldig natur er altså først og fremmest et samfundsmæssigt ansvar.

I det perspektiv er ambitionsniveauet i de forslag til vandplaner, der nu er fremlagt, beskæmmende lavt.

Vandplanerne tager således i alt for ringe grad højde for det store udviklingspotentiale det danske samfund står med i forhold til videreudvikling af lystfiskeriet.

Analysen af det danske lystfiskeri viser ellers ganske klart, at lystfiskerne gerne vil bruge mange penge på gode fangst- og naturoplevelser.

Så renere vandløb med fri passage fra kilde til hav og med gode gydeforhold, renere søer uden ødelæggende redskabsfiskeri samt et rent marint miljø uden iltsvind, bundtrawl og piratfiskeri vil simpelthen kunne skabe forudsætninger for et sportsfiskeri i verdensklasse for både danskere og turister og dermed bidrage med endnu flere milliarder til den danske samfundsøkonomi.

Analysen kan i det hele taget blive et rigtig godt afsæt for videreudvikling af det danske sportsfiskeri - både på landsplan og på regionalt eller lokalt plan.

Samtidig vil vi kunne bruge analysen til at få større gennemslagskraft. Vi har nu dokumentation for at sportsfiskeri er en samfundsøkonomisk faktor som politikere og andre beslutningstagere må forholde sig seriøst til.

Det fynske havørredeldorado er et glimrende eksempel på, hvordan det er lykkedes at udvikle sportsfiskeriet ved en bæredygtig forvaltning af naturens resurser samtidig med, at der er god forretning i det.

Opskriften på succes har her været et tæt samarbejde mellem sportsfiskerforeninger, politikere, turistbranche og erhvervslivet.

Et sådan målrettet samarbejde er også nødvendigt, hvis Danmark skal blive et land med sportsfiskeri i verdensklasse, hvilket Danmarks Sportsfiskerbund ser som et langsigtet men realistisk mål.

Det er bl.a. de bedste erfaringer fra det fynske havørredeldorado, der nu har dannet grundlag for, at forbundet har taget initiativ til at starte projekt Havørred Sjælland, der blev søsat ved et velbesøgt og inspirerende seminar i Næstved i slutningen af januar.

Analysen af det danske lystfiskeri indeholder i øvrigt en række interessante oplysninger om, hvilke former for lystfiskeri, de danske lystfiskere dyrker, samt hvad der karakteriserer forskellige grupper af lystfiskere.

Det er oplysninger, der bl.a. kan give stof til eftertanke og inspiration i forhold til udviklingen af såvel Danmarks Sportsfiskerforbund som lokale sportsfiskerforeninger med henblik på organisering af langt flere lystfiskere.

Med langt over en halv million danskere, der dyrker lystfiskeri, er medlemspotentialet jo kæmpestort.

 

En helt afgørende forudsætning for at fastholde og videreudvikle den samfundsmæssige værdi af det danske lystfiskeri er imidlertid, at den brede befolkning fortsat har let adgang til at dyrke lystfiskeri til en pris som alle kan betale.

I Danmark har vi en god og lang historisk tradition for, at den brede befolknings lette adgang til at dyrke lystfiskeri er sikret gennem den frie adgang til vore kyster og gennem lokale sportsfiskerforeningers lejeaftaler med lodsejere om fiskeret i vandløb og søer.

Vi må her imidlertid konstatere, at der er tendenser til, at den brede befolknings adgang til at dyrke lystfiskeri kommer under stigende pres.  

For det første oplever vi fortsat en udvikling, hvor der i stigende grad lægges hindringer i vejen for den frie adgang til vore kyster i form af forskellige fysiske forhindringer eller ulovlig skiltning med færdsel forbudt på veje og stier, hvor offentligheden har ret til at færdes.

Det er naturligvis helt uacceptabelt, at der på den måde er nogen, der forsøger at hindre offentlighedens legale adgang til kysten.

Kommunerne har i den forbindelse en vigtig opgave i at føre tilsyn og håndhæve lovgivningen overfor de strandrøvere, der på den måde huserer ved vore kyster.

Det er imidlertid et ansvar, som kommunerne slet ikke lever op til.

Det er derfor meget tilfredsstillende at Friluftsrådet på forbundets foranledning i 2009 vedtog en adgangspolitisk handlingsplan, der bl.a. tager fat på denne problemstilling, og som nu indgår i Friluftsrådets konsultationer med regering og kommuner.

For det andet ser vi tendenser til, at lokale sportsfiskerforeningers leje af fiskevand kommer under pres i takt med, at der gennem de seneste år er sket en meget positiv udvikling for de danske ørred- og laksebestande.

Det får nogle lodsejere til at presse prisen for leje af fiskevand op med en betydelig risiko for, at fiskevandet overtages af pengestærke konsortier eller firmaer.

Hvis den udvikling for alvor tager fart, vil det danske lystfiskeri lynhurtigt udvikle sig til et Mercedesfiskeri, der er forbeholdt de få velbjærgede.

Det er derfor en problemstilling som forbundsbestyrelsen i den forløbne kongresperiode har haft meget fokus på og som fortsat vil være et højt prioriteret indsatsområde i de kommende år.

Det største pres vil i første omgang være rettet mod laksevandløbene. De danske laksebestande er jo baseret på udsætninger, så de er derfor fortsat relativt skrøbelige. Det nødvendiggør en bæredygtig forvaltning af laksebestandene bl.a. via laksekvoter.

For at intentionerne med kvoter på laksefangster skal have den ønskede effekt, er det imidlertid bydende nødvendigt, at der føres en effektiv kontrol med, at kvoterne ikke undergraves ved, at lodsejere uden for kvotefællesskabet ukontrolleret kan udleje laksefiskeri fra deres ejendom.

Det er med baggrund heri lykkedes at få etableret en forvaltningsmodel, hvor forudsætningen for at få del i laksekvoterne er medlemskab af en sammenslutning ved det enkelte laksevandløb, hvor der samtidig er krav om en aktiv indsats i forhold til fiskepleje og kontrol med fiskeriet.

Det giver indtil videre de lokale sportsfiskerforeninger gode muligheder for at fastholde deres fiskevand, idet lejere af fiskevand udenfor sammenslutningerne ikke kan få del i laksekvoterne.

Men der er fortsat på lidt længere sigt behov for at finde modeller for, hvordan de lokale sportsfiskerforeninger kan sikre deres fiskevand og dermed den brede befolknings fortsatte adgang til lystfiskeri i vandløb og søer.

Den positive udvikling i ørred- og laksebestandene er jo i høj grad de lokale sportsfiskerforeningers fortjeneste.

Men derudover er den positive udvikling i fiskebestandene naturligvis også et resultat af samfundets milliardinvestering i forbedret vandkvalitet og i naturgenopretningsprojekter.

Det vil således efter forbundets opfattelse være fuldstændig uholdbart, hvis store samfundsmæssige milliardinvesteringer i den danske natur får den konsekvens, at en stor del af den danske befolkning udelukkes fra en væsentlig rekreativ naturudfoldelse.

Vel at mærke en rekreativ naturudfoldelse, der i sig selv bidrager med milliarder til den danske samfundsøkonomi.

Derfor må tiden nu være inde til, at der politisk i forbindelse med de store samfundsmæssige naturinvesteringer stilles krav om, at offentlighedens rekreative udfoldelsesmuligheder sikres.

Det er samtidig vigtigt, at de lokale sportsfiskerforeninger er fremme i skoene med hensyn til at leje eller købe fiskevand, der måske i dag ikke umiddelbart virker attraktivt, men som kan blive det i løbet af ganske få år.

I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at der med de netop vedtagne ændringer af landbrugsloven er åbnet helt nye muligheder for, at bl.a. grønne organisationer kan købe landbrugsjord.

 

Så vil jeg lige et øjeblik vende tilbage til laksekvoterne.

Her indtil en uge før den første april har der hersket total uklarhed om, hvilke regler, der vil være gældende for laksefiskeriet i Skjern Å og i vadehavsvandløbene fra på torsdag.

Det skyldes, at to nye bekendtgørelser, der skal regulere laksefiskeriet i Skjern Å og i vadehavsvandløbene fra første april først er udsendt fra Fiskeridirektoratet for et par dage siden på trods af, at der har været mange måneder til at få disse bekendtgørelser på plads i god tid.

Det stiller sportsfiskerforeningerne ved laksevandløbene i en fuldstændig uholdbar og urimelig situation.

Dels skal de jo efterfølgende have godkendt kvoter, og dels skal de informere deres medlemmer og dagkortkøbere om, hvilke regler der gælder for laksefiskeriet.

Hvordan mon Fiskeridirektoratet forestiller sig, at foreningerne skal få det på plads, når bekendtgørelserne først kommer ud få dage før de træder i kraft?

Det er desværre ikke første gang, at vi oplever at bekendtgørelser udstedes lige før de træder i kraft – det sker faktisk jævnligt.

Jeg vil derfor kraftigt henstille til direktoratet, at man ændrer den praksis.

Nu er vi jo så heldige, at vi har de kompetente folk fra Fiskeridirektoratet og fra DTU-Aqua til stede her i dag.

Så egentlig ville jeg nu have anmodet om, at vi fik en håndfast garanti om en løsning, der sikrer, at der kan fiskes laks og hjemtages laks i Skjern Å og vadehavsvandløbene ved premierefiskeriet på torsdag.

I mellemtiden er tingene heldigvis faldet på plads, så nu behøver vi ikke at bruge frokostpausen på det.

 

Men det er ikke kun en begrænsning af adgangen til lystfiskeri, der kan være en trussel mod den samfundsmæssige værdi af det danske lystfiskeri.

Det gælder i høj grad også det omfattende piratfiskeri, der fortsat i alt for stort omfang hærger langs de danske kyster og fjorde.

Det er ikke alene ødelæggende for ørred- og laksebestandene i vore vandløb og for de lokale lystfiskeres enorme frivillige arbejde med fiskepleje og vandløbsrestaureringer.

Det er også ødelæggende for det lystfiskeriet og de værdier, det skaber i lokalområderne og turistmæssigt.

Kampen mod piratfiskeriet har i de seneste 5 år haft meget høj prioritet i forbundets arbejde og vil fortsat have det i de kommende år.

Der er stadig lang vej igen, inden de lovløse tilstande er under kontrol, men vi kan i det mindste med tilfredshed konstatere, at vi hele tiden ser resultater af vores ihærdige indsats.

For det første er problemerne med det ulovlige garnfiskeri for alvor kommet på mediernes og politikernes dagsorden.

For det andet ser det langt hen ad vejen ud til, at domstolene reelt udmønter den skærpelse af straffene for ulovligt fiskeri, som det lykkedes at få gennemført i 2007

For det tredje er kontrollen med det rekreative fiskeri faktisk for første gang i mange år blevet øget på trods af nedskæringerne i Fiskerikontrollens ressourcer.

Efter strukturændringen af Fiskerikontrollen, så Inspektorat Øst nu dækker kontrollen med 80 pct. af det rekreative fiskeri samt tilrettelæggelsen af kontrollen efter en risikobaseret kontrolstrategi, er andelen af ressourceanvendelsen til kontrol med det rekreative fiskeri omtrent fordoblet - fra 8-9 pct. til omkring 18 pct.

Det er bestemt en positiv udvikling.

Men selv en fordobling af ressourceanvendelsen er utilstrækkelig, når udgangspunktet har været et alt for lavt niveau.

Og vi må jo under alle omstændigheder konstatere, at omfanget af piratfiskeriet fortsat er helt uacceptabelt.

Det skal i den forbindelse understreges, at forbundet har et godt og konstruktivt samarbejde med både Fiskeridirektoratet og inspektoraterne, så det er ikke en kritik af deres arbejde.

Det handler simpelthen om, at ressourcerne til kontrollen med det rekreative fiskeri fortsat er helt utilstrækkelige, og det er alene et politisk ansvar.

Vi har tidligere peget på at det simpelthen er nødvendigt, at ressourcerne til kontrollen med det rekreative fiskeri øremærkes, - enten indenfor den organisering af Fiskerikontrollen, som vi kender i dag, eller ved at kontrollen med det rekreative fiskeri organiseres i en selvstændig enhed.

Her for et stykke tid siden var regeringen så ude med et krav om, at kommunerne skal overdrage flere af deres opgaver til private aktører.

Det har faktisk inspireret os til at overveje, om vi simpelthen skal byde ind på at overtage hele opgaven fra staten vedrørende kontrollen med det rekreative fiskeri.

Den mulighed vil nu indgå i vores videre arbejde i kampen mod piratfiskeriet.

I forhold til fiskerikontrollen i ferskvand finder vi det til gengæld meget tilfredsstillende, at Inspektorat Øst har opprioriteret denne del af kontrolindsatsen via en særlig kontrolenhed.

Vi har i den sammenhæng i øjeblikket et arbejde i gang i samarbejde med inspektoratet med henblik på styrke hele opsynsmandsordningen.

Samtidig vil forbundet arbejde politisk for, at opsynsmændene virkefelt udvides, så det bliver knyttet til administrationen af udsætningsplanerne i stedet for til fiskeretten.

Dermed vil opsynsmændenes virkefelt blive udvidet til hele vandområder.

 

Med mere end et års forsinkelse blev vandplanerne i januar langt om længe offentliggjort.

Vi kan her overordnet konstatere, at det i al fald ikke er et højt ambitionsniveau, der er årsagen til, at planerne har været så længe undervejs.

Tværtimod.

Ambitionsniveauet er som tidligere nævnt beskæmmende lavt.

Lad mig kort nævne nogle få forhold:

 

·        En kvælstofreduktion på 19.000 tons er kun det halve af, hvad der er nødvendigt for at nå miljømålene for fjorde og kystvande

·        En fosforreduktion på 210 tons vil kun gavne 1 pct. af de danske søer

·        Indsatserne i forhold til naturgenopretning af vandløb omfatter kun godt 10 pct. af de danske vandløb og viger udenom de store projekter

 

·        Indsatser i forhold til de åbne kystvande, - herunder de massive udledninger af næringsstoffer og medicin fra havdambrug – er helt fraværende

 

Vandplanerne bærer i høj grad præg af, at der skal spares mest muligt på de nødvendige investeringer i natur og vand ved at bruge al den elastik, man har kunnet finde i vandrammedirektivets undtagelsesbestemmelser med hensyn til tidsplaner for opfyldelse af vandmiljømålene.

Det er i den forbindelse ret så beskæmmende, at Danmark med sit høje vidensniveau som begrundelse for de mangelfulde indsatser henviser til manglende viden i forhold til vandmiljøet.

På den måde udskydes – helt uden relevant begrundelse – en række nødvendige vandmiljøindsatser til de næste planperioder frem til 2027.

Og med den kampagne, som landbruget nu har gang i, skal det såmænd ikke undre, om endnu flere indsatser sparkes til hjørnespark.

Regeringens strategi i forhold til vandrammedirektivet minder efterhånden om den strategi som cykelrytteren Jesper Skibby gav udtryk for nogle år siden, da han i et interview efter en hård bjergetape i Tour de France blev spurgt om, hvordan han vurderede sine muligheder på næste dags bjergetape.

Skibby’s svar var, at han sgu da håbede, at bjergene var væk, når han vågnede næste morgen.

Men bjergene i Tour de France forsvinder ikke, og det gør EU’s krav til det danske vandmiljø altså heller ikke.

Derfor er det en stakket frist, at Danmark nu forsøger at slippe billigst muligt om ved det ved at placere sig i gruppettoen.

Der er naturligvis også positive elementer i vandplanerne.

Der er ikke givet køb på målsætningerne og på de områder, hvor der trods alt sættes ind, er virkemidlerne fornuftige.

En lovbestemt udlægning af 10 meter dyrknings- og sprøjtefri randzoner langs vandløbene vil få stor positiv effekt.

Men her vokser træerne nu heller ikke ind i himlen.

Det gør energipil til gengæld.

Med regeringens Grøn Vækst-plan åbnes der nemlig op for, at randzoner og ådal kan plantes til med 6 – 7 meter høje pilekrat.

Det vil simpelthen være en naturmæssig katastrofe hvis disse planer bliver realiseret.

En af arkitekter bag dette vildskud er den tidligere miljøminister.

Det var derfor ret så bemærkelsesværdigt, at netop han i forbindelse med udsætning af bævere i Nordsjælland bl.a. henviste til, at bæverne er gode til at rydde pilekrat langs vandløbene!

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Et andet positivt element i vandplanerne er fjernelsen af knap 250 spærringer og naturgenopretning af 7.300 km vandløb.

Men også her springer man over, hvor gærdet er lavest, når det drejer sig om de store og meget ødelæggende spærringer ved Holstebro Vandkraftværk i Storåen og Tangeværket i Gudenåen.

Det sker med nogle besynderlige og indbyrdes modstridende bortforklaringer om, at det i forhold til Tange Sø ikke er klarlagt i EU hvilke krav, der skal stilles til vandkraftsøer, mens man i forhold til Holstebro Vandkraftsø ikke er i tvivl om, at søen skal betragtes som et vandløb med de krav til miljømål, det indebærer.

Den reelle begrundelse er givetvis, at der er tale om dyre løsninger som samtidig er politisk besværlige.

Vi vil fra forbundets side naturligvis fortsat kæmpe med alle midler for, at der nu kommer en løsning på to af de allermest naturødelæggende spærringer i to af Danmarks største vandløbssystemer og om nødvendigt forfølge disse sager i EU.

Vi har derfor her i marts sendt en henvendelse til borgmestrene i Holstebro og Herning Kommune for at få en redegørelse for, hvordan de to kommuner vil løse de nuværende store passageproblemer ved Holstebro Vandkraftsø.

Med hensyn til Tangeværket er det direkte i strid med forudsætningerne i den seneste forlængelseslov fra 2007, at man nu i vandplanerne vil udskyde en løsning af de massive passageproblemer til tidligst i næste planperiode fra 2015 til 2021.

Det fremgår således klart af bemærkningerne til forlængelsesloven, at der i 2011, når vandplanerne og de kommunale handleplaner foreligger, skal tages stilling til en løsningsmodel.

Det vil vi selvfølgelig holde folketingets partier og de to involverede ministre fast på.

Vi har allerede varmet lidt op under den nye fødevareminister, og vi havde sådan set håbet, at den nye miljøminister her på kongressen i dag kunne havde delagtiggjort os i sine planer for naturgenopretning af Danmarks længste vandløb.

Nu var ministeren desværre forhindret i at være her, så vi vil i stedet snarest aflægge hende et besøg.

I øvrigt afventer vi fortsat EU-kommissionens afgørelse på vores klage over Tangeloven, som vi anser for at være i strid med habitatdirektivet.

 

På en anden front er der til gengæld nye tider på vej i forhold til vandmiljøet, - nemlig i forhold til udviklingen i den danske akvakultur.

Dambrugsområdet har jo i rigtig mange år været en af forbundets hede kamppladser.

I de seneste år har vi imidlertid oplevet en voksende erkendelse i erhvervet af, at det ikke længere er holdbart at producere fisk på naturens og miljøets bekostning.

Forbundet har i adskillige år påpeget, at fisk kan produceres på lukkede recirkulerede anlæg med rensning af spildevand.

Der er derfor ikke nogen som helst fornuftig begrundelse for, at akvakulturanlæg fortsat skal være placeret ude i naturen, hvor de på mange måder belaster vandmiljøet.

De kan faktisk mere hensigtsmæssigt placeres i bynære industriområder.

Vi har endvidere gjort opmærksom på, at den teknologiske omstillingsproces indenfor akvakulturerhvervet bør speedes op, og at der er behov for, at der bliver lavet en samlet helhedsorienteret plan for udvikling af dansk akvakultur til en natur- og miljørigtig produktion med den støtte, det vil kræve.

Det vil samtidig være vejen ud af det regelkaos og administrative rod, som akvakulturen er havnet i, og som hverken erhvervet eller naturen kan være tjent med.

Vi har derfor med tilfredshed konstateret, at der nu også i Dansk Akvakultur er en ny forståelse af, at det simpelthen er nødvendigt med et nyt forvaltningsgrundlag, der er baseret på nyeste teknologi, hvis erhvervets ambitiøse vækstplaner skal realiseres.

Det var således nærmest en historisk begivenhed, da Dansk Akvakultur, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund for et år siden i fællesskab rettede henvendelse til fødevareministeren og miljøministeren med henblik på at få nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til et nyt forvaltningsgrundlag for akvakulturerhvervet.

Denne henvendelse kunne de to ministre naturligvis ikke sidde overhørig, så udvalget blev nedsat sidste forår.

Udvalget skal først afrapportere sine forslag og anbefalinger til maj, så vi kender endnu ikke det endelige resultat.

Men foreløbig tegner det til, at der er en helt ny og positiv udvikling på vej på akvakulturområdet med fjernelse af alle dambrugsspærringer i vandløbene og næsten total omlægning af dambrugene til fuldt recirkulerede akvakulturanlæg.

Det er endnu uafklaret, hvordan problemstillingen med medicin og hjælpestoffer skal løses, men også på dette område er der en vis forståelse i Dansk Akvakultur for, at man ikke kan fortsætte med at hælde medicin og hjælpestoffer ud i vandmiljøet.

Forbundets udspil er her, at behandling med medicin og hjælpestoffer skal ske i lukkede systemer.

 

Forbundet står hele tiden overfor masser af udfordringer.

Derfor er det egentlig ikke nødvendig, at vi selv skaber udfordringer.

Men det gør vi så alligevel en gang imellem.

Jeg tænker naturligvis her på vores IT-projekter i forhold til nyt medlemssystem og ny hjemmeside.

Det har virkelig medført rigtig mange problemer, som vi bestemt gerne havde været foruden – både i forhold til foreninger og medlemmer og i forhold til vores medarbejdere i sekretariatet.

Det kan jeg kun dybt beklage.

Ansvaret er naturligvis mit og bestyrelsens.

At IT-projekterne ville blive en proces med problemer var til en vis grad forudsigeligt.

Mange års arbejdsmæssig erfaring har bl.a. lært mig, at udvikling og implementering af IT-systemer altid er kendetegnet ved tre ting:

 

·        Budgetterne holder ikke

·        Tidsplanerne holder ikke

·        Når der sættes strøm til skidtet, er det fyldt med fejl

 

Jeg må desværre konstatere, at vi har været hårdt ramt på alle punkter.

Det bekræfter måske en lille anekdote om en læge, en ingeniør og en IT-programmør der var kommet i diskussion om, hvem der var de først fagfolk her på jorden.

”Det må bestemt være lægerne”, sagde lægen.

”Vorherre skabte kvinden fra et ribben fra manden. Den må der jo ha’ været en kirurg til at pille ud.”

”Næh”, sagde ingeneniøren.

”I begyndelsen var kaos, så der var naturligvis nogle ingeniører, der skabte orden i kaos”.

Så kiggede IT-programmøren triumferende på de to andre og sagde:

”Og hvem tror i så, der skabte kaos?”

Vi er heldigvis nu så langt, at vi er ved at få rimelig styr på kaos takket være en kæmpemæssig arbejdsindsats i vores sekretariat.

I den forbindelse vil jeg gerne komme med en henstilling til alle om at behandle medarbejdere på sekretariatet ordentligt og med den respekt, som de i høj grad fortjener.

Jeg har meget stor forståelse for, at det kan være dybt frustrerende for medlemmer og foreningsbestyrelser, når tingene ikke fungerer. Men jeg er ærlig talt blevet lidt rystet over hvor ubehøvlede og grove nogle medlemmer og foreningskasserere og formænd kan være overfor vores medarbejdere.

Det er der simpelthen ingen, der kan være tjent med.

De fleste har da heldigvis også håndteret problemerne og dialogen med sekretariatet på en fornuftig og ordentlig måde.

I det stormvejr som IT-problemerne har medført, har man næsten kunnet få det indtryk, at der er massiv utilfredshed med forbundet og forbundets arbejde.

Men det er heldigvis ikke tilfældet.

Tværtimod.

For at få et bedre billede af medlemmernes holdninger og forventninger til Danmarks Sportsfiskerforbund har forbundet sammen med et uvildigt analyseinstitut i begyndelsen af i år lavet en stor medlems- og læserundersøgelse.

Undersøgelsen skal blandt andet bruges til at vurdere om forbundet matcher medlemmernes ønsker og behov og til at bidrage til en fortsat udvikling af forbundet i den rigtige retning.

Generelt er responsen fra medlemmerne rigtig positiv.

Hele 96 pct. af medlemmerne er meget tilfredse eller tilfredse med deres medlemskab af forbundet og forbundets arbejde, og hele 97 pct. er meget tilfredse eller tilfredse med Sportsfiskeren.

Det er naturligvis meget tilfredsstillende, at vi får så positive tilbagemeldinger, og det er et stort skulderklap til både vores ansatte og alle de mange frivillige, der gør et kæmpearbejde for at skabe et stærkt og godt forbund.

Det betyder dog ikke, at vi skal hvile på laurbærrene.

Nu skal vi til at analysere på, hvordan de interne resultater, kan bidrage til fortsat udvikling af forbundet.

Kun på den måde får vi ressourcer og kraft til at opnå endnu større politisk indflydelse.

Og så vi skal vi i høj også have fokus på de alt for mange sportsfiskere, der ikke er medlemmer af forbundet.

Det er fortsat en af vores helt store udfordringer.

 

Som afslutning på beretningen vil jeg gerne rette en stor og varm tak til forbundets foreninger samt de mange medlemmer, der har udført et stort og aktivt arbejde for forbundet som udvalgsmedlemmer, miljøkoordinatorer, forbundsinstruktører og i en lang række andre sammenhænge.

Jeg vil også rette en varm tak for et godt og konstruktivt samarbejde med de politikere, myndigheder, ministerier, styrelser og organisationer, vi løbende er i kontakt med.

Sidst, men ikke mindst vil jeg rette en meget stor og varm tak til vores superengagerede og dygtige medarbejdere i forbundets sekretariat.

I yder i alle sammenhænge en helt fantastisk indsats, som vi ikke kan takke jer nok for.

Det er sikkert ikke altid, at vi i det daglige husker at påskønne jeres indsats, men jeg håber, at vi fortsat lever op til, at det skal være sjovt at arbejde i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Forbundsbestyrelsen ser frem til en god og livlig debat.