Ekstra små kolde smolt

Publiceret den 21.05.2010 - 11:50

”Mini-smolt” dominerer i Elverdamsåen.Siden april har Peter W. Henriksen fra Limno Consult undersøgt smoltudvandringen af Elverdamsåen for Skov & Naturstyrelsen. De foreløbige resultater er yderst interessante.

Det tyder nemlig på, at det kolde forår har forsinket udvandringen et par uger. En anden interessant observation fandt sted i slutningen af april, hvor heldagsregn pludselig satte skub i smolten, der udvandrede i hobetal. Omkring tusind smolt forlod åen på 4 dage.

Peter W. Henriksen fortæller desuden med stor forundring, at smolten i Elverdamsåen er ekstremt små, idet mange af ørrederne, er mellem 11-14 cm lange. Det stemmer ikke overens med DTU Aqua’s generelle antagelse, hvor ørreder først smoltificerer omkring 17-18 cm. Under ”normale” omstændigheder skulle disse ”mini-smolt” blive i åen et år mere og ikke forlade åen allerede som 1-årige.

Det kunne derfor antages, at ørrederne allerede ”beslutter” sig for at smoltificere i efteråret, og derfor ikke er afhængige af vinterens luner, eller som tilfældet er i år, -det modsatte. Vinterens kulde har nemlig ikke været gunstig for ørredernes vækst i åen.