Mere om

Arter

Laks

Fiskegenrer

Spinnefiskeri

Fiskevande

Å og bæk

Lokaliteter

Skjern Å

Denne artikel

Det fantastiske ved at fighte en laks

Publiceret den 22.04.2010 - 07:47

Erik Asmussen med flot blank hanlaks på 91 cm og 7,5 kilo.Michael Bech Hansen skriver i sin herlige bog "Størrelse er ikke alt" at der som regel skal slides sålerne afflere par støvler, før det lykkes at lande en laks ved Skjern Å. Helt så længe skulle skulle Erik Asmussen fra Vejle dog ikke knokle for sin laks, men læs selv hans stemningsmættede beretning:

- Efter flere vejrmæssigt barske ture sammen med min fiskekammerat Henrik til såvel Skjern å som Storå uden et eneste hug var humøret efterhånden dalet, så det matchede vejrliget.

En pludselig indskydelse fik mig til at drage til Skarrild først på formiddagen den 14. april - og det vel at mærke i solskin med lidt drivende skyer en behagelig temperatur. Mon ikke det flotte vejr også blev registreret af laksene – selv om der var en svag nordøstenvind??

Efter cirka tre kvartes koncentreret fiskeri fik jeg – som altid totalt overraskende - et voldsomt hug til wobleren, som straks blev fulgt op af et langt udløb..... Så kom der ellers liv i den vintertrætte krop og adrenalinen blev atter taget i brug. Skøøønt.

Efter flere udløb både nedstrøms og opstrøms og et enkelt overfladerun, begyndte laksen at vise tegn på træthed og var så småt begyndt at lægge sig på siden. Den skulle dog lige prøve at stille sig tæt på kanten for at samle kræfter - så huskede jeg et tidligere brugt råd fra Henrik om at gå helt op på siden af laksen, stramme helt op og prøve at "løfte" den lige op, for som han siger "det er de normalt ikke så vilde med"......

Konsekvensen var umiddelbar, et sidste langt udløb og så drev laksen med den funklende side opad.
Men hvor skulle den landes ?- Det plejede Henrik jo at have adskillige meninger og gode råd om.

Besluttede at kane den over kanten og ind i det lave bagvand tæt ved - og mindsandten om ikke den selv hjalp til ved et slag med halen. Det lykkedes at få et godt greb om halen - og så lå den der i græsset og lynede om kap med solens stråler. En flot blank hanlaks på 91 cm og 7,5 kilo.

Hvilken dejlig oplevelse - og hvilken vidunderlig mental ro i kroppen, selvom hænderne stadig rystede og hjertet hamrede i vild galop.