Sportsfiskeren - hjemmeside for Danmarks Sportsfiskerforbund - nyheder, debat, billeder, video, miljøsager

Torsdag 17. maj 2012
  • Ny bruger
  • Log ind
  • Kontakt

  • Nyheder
  • Forum
  • Sportsfiskeri
  • Vand&natur
  • Organisation
  • Aktiviteter
  • Sportsfiskeren
  • Kontakt
Hjem › Blogs › Verner W. Hansen's blog

Mere om

Blog

Formandens blog

Emner

Politik
Naturplaner

Denne artikel

Kommentar
Tweet den
På Facebook
Print den

03/2011

Frøer, fugle og fisk

Af Verner W. Hansen Publiceret den 01.03.2011 - 01:00
  • [View]

„Der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.“ Sådan lød den meget bastante udmelding fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2003. Her syv år efter må det imidlertid konstateres, at statsministerens udmelding var uden hold i virkeligheden. Tværtimod. Det står rigtig skidt til med den danske natur. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) er nu på trapperne med endnu en rapport, der klart viser, at Danmark ikke lever op til sit mål om at standse tabet af biodiversitet.

I ingen af de ni danske økosystemer, DMU har undersøgt, er tabet af biodiversitet standset. Vi mister altså fortsat mangfoldighed i både skove, vandløb, søer, på marker, enge, heder, ved kyster og i byer. Seniorforsker Rasmus Ejrnæs, der er en af hovedforfatterne bag DMU-rapporten, kalder det en eklatant fiasko, at man ikke har fået stoppet tilbagegangen. Danmark bliver fattigere, når vi får mindre natur, færre sommerfugle, færre fugle ved kysterne, færre blomster på engene samt færre frøer, firben og svampe. Det forringer vores velfærd, mener Rasmus Ejrnæs.

Professor Kaj Sand Jensen, der er ansvarlig for undervisningen i biodiversitet ved Københavns Universitet, mener, at den nuværende regering har svigtet naturen. „Vi er gået fra at gøre en pæn indsats på naturområdet til at gøre det rigtigt skidt. Vi ligger nu på niveau med lande som Makedonien. Det er ynkeligt.“ siger Kaj Sand Jensen ifølge Jyllands-Posten. Miljøminister Karen Ellemann afviser forskernes kritik af regeringens natur- og miljøpolitik med henvisning til, at tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed ikke kun er et dansk fænomen, men at det er et globalt problem.

At tilbagegangen af den biologiske mangfoldighed er et globalt problem er ærlig talt en sølle undskyldning for, at den danske regering gennem de seneste ti år har svigtet sit ansvar. Danmark har netop i 1992 forpligtet sig internationalt til at stoppe tilbagegangen i den danske natur, og det har man altså slet ikke levet op til. Nu er der så i efteråret 2010 indgået en ny international aftale om verdens biodiversitet. Denne gang er målet, at landene i 2020 har reduceret presset på biodiversiteten og genoprettet økosystemerne. Aftalen indeholder 20 delmål, der retter sig mod de områder og sektorer i samfundet, der udgør den største trussel for biodiversiteten – nemlig landbrug, fiskeri og skovbrug.

Men hvor er de konkrete danske initiativer, der skal omsætte aftalen til handling? Det blæser i vinden og ser ud til at blive udskudt og udvandet på samme måde, som man har udskudt og udvandet de nødvendige initiativer til opfyldelsen af blandt andet Vandrammedirektivet. Konsekvenserne af regeringens svigtende natur- og miljøpolitiske indsats vil desværre derfor være, at mange frøer, fugle og fisk vil få det stadig ringere.

  • Verner W. Hansen's blog
  • log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Verner W. Hansen

Jeg vil her på bloggen med jævne mellemrum skrive indlæg om, hvad der aktuelt rører sig i forhold til Dan-
marks Sportsfiskerforbunds virke, sportsfiskeriet, natur- og miljø samt fiskenes ve og vel.
Du er meget velkommen til at kommentere på min blog, og alle indlæg vil blive læst med stor interesse. Jeg vil imidlertid kun i meget begrænset omfang kommentere de forskellige indlæg.
Du skal samtidig være opmærksom på, at der gælder samme etikette for min blog som på hjemmesidens forum.
04/2012
Forvaltningen af det rekreative fiskeri
03/2012
Mundtlig beretning – kongres 2012
03/2012
Giv ådalene tilbage til naturen
02/2012
Kongres 2012
01/2012
Uambitiøse vandplaner
11/2011
Grønt partnerskab når det er bedst
10/2011
Stop for vandløbsmassakrer
09/2011
Et grønnere Danmark
08/2011
Det grønne valg
07/2011
Stop for udsmid af fisk

Relevante links

Forvaltningen af det rekreative fiskeri

Fødevareministeren roser sportsfiskerne

Mundtlig beretning – kongres 2012

Giv ådalene tilbage til naturen

Vil stoppe bierhvervsfiskeri i Odense Fjord

Kongres 2012

Danmarks Sportsfiskerforbund - Skyttevej 4 - 7182 Bredsten - Tlf: 75 82 06 99 -  post@sportsfiskerforbundet.dk