Anbefaler undersøgelser af kunstige rev

Publiceret den 16.11.2011 - 09:36

På landsplan har Danmarks Sportsfiskerforbund anbefalet undersøgelser for at se, om etableringen af kunstige stenrev kan sikre større biodiversitet i de kystnære områder. Arealet af sten- og muslingerev er nemlig historisk lille på grund af opfiskning af sten til f.eks. molebyggeri og et for hårdhændet fiskeri efter muslinger med skrabende redskaber.

DTU Aqua er ved at indsamle den nyeste viden på området. Viser det sig, at menneskeskabte rev har en positiv effekt, vil Danmarks Sportsfiskerforbund gerne indlede et samarbejde med garnfiskerne om at få gennemført flere marine restaureringsprojekter i de kystnære farvande.

Nogle steder i landet har ideen allerede slået an. På Als ønsker Sønderborg Kommune således i samarbejde med sportsdykkerne at etablere et sådan kunstigt rev for at skabe livsbetingelser og større biodiversitet. Indtil videre, må man dog vente på tilladelse til at sætte projektet i værk.

Tilbage i 2005 gennemførte Vejle Kommune, det daværende Vejle Amt, Dansk Amatørfiskeforening sammen med DTU Aqua (Danmarks Tekniske Universitet) et forsøg med udlægning af 100 kunstige rev fordelt over et område på 300 X 500 meter i Vejle Fjord ud for Munkebjergskoven. Formålet med forsøget var at skabe klarhed over, hvorvidt man på denne måde kunne forbedre forholdene for fisk og andre dyr i fjorden.

Efterfølgende biologiske undersøgelser i 2008 viste – ifølge biolog Claus Stenberg fra DTU Aqua – at de kunstige rev har en positiv effekt for fisk og dyrelivet i området. ”Søanemonerne rykkede meget hurtig ind på revet, og fisk og anden revfauna fulgte efter. Både forekomsten af en række mindre fiskearter, som kutling og antallet af skrubber er højere i revområdet end i to naboområder uden rev. Tilbagemeldinger fra fjordens garnfiskere viser også øgede fangster af fladfisk i området.”