Aborrerne ville have regnorm til Lystfiskeriets dag

Publiceret den 25.05.2011 - 09:22

Lystfiskeriets Dag med Tølløse Fiskeklub blev en succes.Tølløse Fiskeklub afholdt søndag i sidste weekend, Lystfiskeriets Dag i mosen ved Nr. Vallenderød. Vejret var super at fiske i, og søens aborrer fik hurtigt smag for de medbragte regnorme. Faktisk var de bedøvende ligeglade med jigs, og spinnere.

- Der er intet som et godt gammeldags rig med orm, fortæller Ole Møller, der er formand for Tølløse Fiskeklub.

- Lystfiskeriets Dag handler for os om at give ungerne en sjov dag. Vi fanger nogle aborrer og nogle skaller, og fortæller om dem. Det vigtige er at komme ud og være sammen om fiskeriet. Give fiskeriet videre til klubbens børn og unge, fortsætter Ole.

Cirka 20 personer dukkede op til arrangementet. Der blev fanget nogle fine aborrer og lidt skaller, og det vækker begejstring hos de små. Middagsmaden bestod af pølser og brød på grillen, som blev sat til livs med velbehag, da man bliver sulten af at være ude i den friske luft, og snakke om søens fisk.

Tølløse Fiskeklub har uploadet en video fra dagen, som kan ses på hjemmesiden, www.holbaekfisk.dk