15 laks og havørreder gik til bidet, da regnen endelig faldt

Publiceret den 30.08.2010 - 09:24

Denne 5 kilos laks kunne ikke modstå et tungt skeblink fisket nedstrøms.I det østlige Danmark udviklede den ekstreme nedbør sidste uge sig til et mareridt med oversvømmede huse og kældre, men i det sydvestlige Jylland – hvor vandløbene i lang tid har døjet under tørke – faldt regnen i lystfiskenes øjne bogstaveligt ”på et tørt sted”.

Onsdag den 18. august fiskede mine venner Esben ”Snøre” Bøgh og Benn Lodbjerg Jensen i Kolding Å, hvor det lykkedes Esben at overliste en havørred på omkring 50 centimeter.

Da vandstanden dagen efter var steget, ville Benn gøre et forsøg på sine hjemmebaner Sneum og Holsted Å samt Kongeåen, hvilket resulterede i 15 mærkede, tabte eller landede fisk i løbet af denne og de følgende fire dage!

Dag 1
Torsdagen gav kontakt med fire fisk i Kongeåen, hvor to huggede lige efter hinanden. Senere på dagen huggede en havørred, men vandt friheden, da den vred sig fri af den modhageløse krog løs – der siden 1. august har været obligatorisk.

Dag 2
Fredag havde Benn kontakt med fem fisk, hvoraf to lusebefængte mini-laks på ca. 55 og 60 cm. røg tilbage i det våde element.

Dag 3
Lørdag havde den gode Hr. Lodbjerg en havørred, der fulgte spinneren til dørs. Oveni tabtes en fisk af ukendt art, mens juniorfiskeren Søren efter et rimeligt hårdt hug mistede en sølvblank laks på omtrent 65 cm. Ovenpå på lørdagens skuffende resultat tog den gode Lodbjerg en slapper om søndagen for at blive ømheden i ben og ryg kvit.Regn og høj vandstand satte turbo på fiskeriet.

Dag 4
Mandag gik det igen løs, og der var igen to gange bud efter spinneren. Den ene afslørede sig som værende en lille laks lige omkring mindstemålet, som efter en tur i græsset slap med skrækken - denne gang!

Dag 5
Kuling og kraftige regnbyger piskede ind over Kongeåen, og Benn´s multihjul satte endnu mere kulør på dagen ved at blokere midt under fighten med en mellemstor laks. Sidste del af fighten blev udkæmpet på otte meter line, der skiftevis blev givet slak eller trukket ind ved hjælp af klør fem, før det lykkedes Benn at håndlande en femkilos laks på 83 cm.

Før denne dramatiske, men vellykkede fangst, havde Benn nået at have kontakt med en anden storfisk i sit foretrukne fiskevandløb, Holsted Å kort tid forinden.

Tips til grej og metode
Recepten på et sådant fantastisk fiskeri under ugens høje vandstand var ifølge Benn en Reflex Spinner på 18 gram i kobber samt blinket Bush Parvan på 30 i sølv/kobber. Laksen på fem kilo blev fanget på blinket, der blev firet frem og tilbage nedstrøms foran fiskens standplads. Alle de øvrige fisk tog eller fulgte en spinner kastet opstrøms.